Af Marianne Hartz Thomas, partner, og Søren Eriksen, adm. direktør og partner i Viegand Maagøe

ESG-indsatser er et udtryk for ansvarlig ledelse og en strategisk mulighed, der styrker innovation, konkurrenceevne og vækst – hvis vi tør insistere på det.
Efter en årrække med medvind befinder ESG- og bæredygtighedsdagsordenen sig nok nærmere i noget, vi kan kalde en geopolitisk hvirvelvind i øjeblikket.
DEBATSERIE – HVOR GÅR BÆREDYGTIGHEDEN HEN?
Hvordan påvirker den særdeles omskiftelige verdensorden virksomhedernes arbejde med ESG og bæredygtighed?
På Sustain Report har vi spurgt en række virksomheder og organisationer. De giver deres bud i debatserien
Da vi blev inviteret til at bidrage til denne debatserie, var EU-Kommissionens omnibusforslag stadig ikke blevet præsenteret i Bruxelles.
Det viste sig at indeholde en lang række forslag til forenklinger – nogle vil nok kalde det udvanding – af rammeværktøjer som CSRD, CSDDD og EU-taksonomien.
Og der er tryk på fra flere sider.
I USA lyder det nye mantra ”drill, baby, drill”, og præsidenten lægger ikke skjul på sin modstand mod alt, hvad der har med de tre bogstaver ESG at gøre.
Herhjemme – og i resten af Europa – står vi overfor historisk store investeringer i vores militær, der pludselig konkurrerer om pengene med den grønne omstilling.
Samtidig er den europæiske konkurrenceevne ifølge den meget omtalte Draghi-rapport fra sidste år hårdt presset.
Tallene taler desværre deres tydelige sprog, som en analyse lavet af Dansk Erhverv for nylig også understreger. Den peger på to særligt presserende udfordringer.
Energipriserne kommer ned, hvis vi elektrificerer
For det første er energipriserne markant højere på det europæiske kontinent sammenlignet med i USA og Kina. De europæiske virksomheder betalte i 2024 mere end dobbelt så meget for deres strøm sammenlignet med de amerikanske og kinesiske virksomheder.
Her er elektrificering en faglig kæphest. Erhvervskortlægningen fra 2022 viste, at de tre sektorer fremstillingsindustri, landbrug, og bygge- & anlæg til sammen kan spare halvdelen af deres termiske energiforbrug med elektrificering. Med andre ord det samme som alle Aalborgs 125.000 indbyggere bruger på et år.
Potentialet er altså enormt, og vi kommer ikke udenom, at vi skal have elektrificeringstoget til at rulle meget hurtigere, så vi kan komme væk fra den lidet flatterende europæiske 23.-plads for elektrificering, som vi ligger på pt.
For det andet er EU bagud, når det kommer til innovation. Fremtidens vækst kommer til at være baseret på innovation, forskning og udvikling. Men i dag bliver langt de fleste patenter inden for energi- og klimateknologi taget i Kina. Kineserne tager 81 patenter inden for klimateknologi, hver gang der bliver taget ét i EU. Det er nedslående tal og en udvikling, der skal vendes.
Der er altså nok at beklage, men i stedet for at give op, så skal vi selvfølgelig holde fast i de ting, som vi ved virker.
ESG-arbejdet styrker konkurrenceevnen
Vi har desværre en hastigt voksende klimakrise, som jo ultimativt betyder, at vi kommer til at leve meget anderledes, end vi gør i dag, hvis vi ikke både tilpasser os og arbejder seriøst med at løse den. At bruge strudsemetoden igen og i endnu længere tid ved vi jo godt, ikke virker.
Heldigvis viser al erfaring, at ESG-arbejde og -rapportering, der munder ud i strategiske valg, giver virksomheder en fordel. Udover at bidrage til at beskytte mennesker, klima og miljø, så styrker det også innovation og konkurrenceevnen.
Som professor på CBS Andreas Rasche for nylig meget præcist udtrykte det:
”Bæredygtighedsreguleringer kan tvinge dig et stykke ad vejen, men du vinder først, hvis du agerer ’beyond compliance’. Målet må være at identificere og jagte de forretningsmuligheder, som følger af omstillingen til en mere bæredygtig økonomi.”
Derfor er det så vigtigt at minde alle landets erhvervsledere om, at den strategiske ledelsesopgave er at integrere ESG i virksomhedens værdiskabende aktiviteter. For investeringer i nye markeder, nye produkter eller nye teknologier er afgørende for, at vi ikke bliver kørt agterud af især Kina.
Ansvarlig ledelse = god forretning
På den måde handler ESG grundlæggende om ansvarlig ledelse, som virksomheder kan drage fordel af og gøre til en god forretning.
Derfor er vores opråb til særligt landets tusindvis af små og mellemstore virksomheder, at de ikke lader det blive en sovepude, at ESG og bæredygtighedsdagsordenen lige nu er i hvirvelvind, og at de derfor tror, at det er noget, de ikke behøver forholde sig til.
At arbejde med ESG kræver en indsats, men det behøver ikke være hverken komplekst eller omkostningstungt at komme i gang.
Mange SMV’er har allerede initiativer inden for ESG uden at være bevidste om det. Tiltag som CO₂-reduktion, vandbesparelse, fair løn og etiske retningslinjer er eksempler på ESG i praksis.
Det er ikke nødvendigt at starte med en omfattende rapport. Små skridt kan skabe et solidt fundament, der senere kan udbygges med data og dokumentation. Uden rapporteringskrav er der mulighed for at fokusere på de ESG-indsatser, der reelt gavner forretningen.
Vi skal turde insistere på, at ESG-arbejdet er lig med god forretning og ansvarlig ledelse – både herhjemme og i EU – for ESG og bæredygtighedsindsatserne er en del af løsningen på mange af de store udfordringer, vi står overfor.
Så lad os se, om vi ikke kan overdøve den amerikanske præsidents tilbageskuende begejstring for at bore, med noget der peger mod fremtiden. Det kunne f.eks. være: ”Reporting growth, baby, reporting growth!”
Forsiden lige nu:
Vi mangler grundlæggende viden om virksomhedernes største klimaaftryk
UNDERBELYST. Langt størstedelen af store virksomheders udledninger ligger i værdikæden. Men klimaforskningen mangler i dag både data og metoder til at håndtere den del af klimaaftrykket, anerkender førende klimaforsker.
Ny undersøgelse: 88 procent af virksomhederne i Dansk Erhverv arbejder med bæredygtighed
TENDENS. Dansk Erhvervs nye måling viser høj opbakning til bæredygtighed. Men også et fald blandt de mindste virksomheder og et tydeligt skifte i, hvad der driver indsatsen.
Fond giver 50 millioner til grønne erhvervsuddannelser
ARBEJDSKRAFT. Villum Fondens donation skal gå til at udvikle grønne linjer og undervisning, så faglærte kan få de kompetencer, som den grønne omstilling kræver.
Seneste artikler:
En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning
DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.
Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende
KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.
Nemlig.com hædres med vegetar-pris for andet år i træk
DETAIL. Nemlig.com fastholder sin grønne føretrøje, mens Dansk Vegetarisk Forening peger på en detailbranche i bevægelse mod flere plantebaserede varer.
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.





















