EU Gray Deal er strudsepolitik

Kommentar. Af Henrik Munksgaard, journalist, Sustain Report. 

Set fra sidelinjen er det tåkrummende at følge slaget om EU’s omnibuspakke.

Det har altid været god latin i erhvervslivet, at virksomhederne frem for alt skal kende rammebetingelser. Afgifter, regler og rapporteringskrav kan de fleste virksomheder leve med. Det afgørende er stabiliteten, så man som virksomhed langsigtet kender sine markedsvilkår og kan agere derefter.

Her må der siges at være dumpekarakter til EU-processen. Det er go-stop-go-stop-go af værste skuffe. Ikke mindst efter afstemningen i onsdags, hvor et flertal i EU-parlamentet i hvert fald for en stund fik sagt stop til kommissionens tilbagerulning af både CSRD og Due-Diligence-direktivet (CSDDD).

Efter flere års tilløb skulle CSRD, Corporate Sustainability Reporting Directive, indfases i 2024, for de helt store børsnoterede virksomheder med årsrapporten for 2024. Men næsten parallelt med, at de første rapporteringer efter den fælles standard ESRS i begyndelsen af 2025 ramte indbakkerne hos investorer og andre interesserede, slog Ursula von der Leyen bak med udspillet til omnibuspakken, hvor man så udfasede store dele af lovgivningen – før den var indfaset.

Grønt tilbagetog

På mange måder er EU Green Deal ved at blive udvandet og blive til EU Gray Deal.

Omnibuspakken bliver formentlig vedtaget i en eller anden form, så CSRD og CSDDD rulles mere eller mindre tilbage. Samtidig har kommissionen også sat de fælles anti-greenwashing-initiativer i Green Claims-direktivet på pause.

Tilbagegangen for den grønne agenda stopper ikke her. På flere punkter bliver grønt til gråt.

En international aftale om en klimaafgift for skibsfarten faldt på gulvet tidligere i oktober efter modstand fra USA og de olieproducerende lande. I august lykkedes det ikke at få en aftale om plastik på plads i FN-regi. Det grønne bliver gråt.

Efter masseflugt af især de store amerikanske banker er det internationale samarbejde i Net Zero Banking Alliance reelt brudt sammen. Grønt til gråt.

Virksomheder med grønne ambitioner har alt mulig grund til at være frustrerede. Både fordi der er så stor usikkerhed om rammevilkårene, og fordi der bliver bakket på den grønne agenda.

Når det gælder omnibuspakken har argumentet især været, at Europa mister konkurrencekraft på grund af alt for mange regler. I nogle medier er EU blevet beskrevet som et bureaukratisk monster, en kommentator mente ligefrem, at det var redningen af Europa, som indtil videre var stemt ned, da EU Parlamentet sagde nej til omnibussen.

Læs også: Europæiske storkoncerner: Hold fast i EU-regler

At det med garanti både er bøvlet, besværligt og koster ressourcer i virksomhederne at arbejde med ESG og bæredygtighed – og CSRD – er indiskutabelt. Men omfanget af bæredygtighedsrapporteringen kan i sig selv næppe hverken løse eller være den eneste barriere for udfordringerne i Europas økonomi.

CSRD-indsatsen har givet nye indsigter

I arbejdet med CSRD er der mange virksomheder, som peger på, at især arbejdet med den dobbelte væsentlighedsanalyse har givet stor forretningsmæssig mening. Det har afdækket nye risici, der skal håndteres, og det har klargjort, hvor der kan være nye forretningsmæssige potentialer.

Samtidig er der også erhvervsledere, der peger på, at miljøkrav – herunder også EU-initiativer – også er incitamenter til innovation. Vi har en dansk vindmøllebranche, fordi vi tilbage i 70’erne var ambitiøse på energiområdet. Vi har stærke virksomheder, som har produkter til energieffektive bygninger. I den globale vandsektor er der stadig masser af aktører, som bliver misundelige og nysgerrige, når de ser, at man kan bade i Københavns Havn.  

Men selv hvis man køber fortællingen om den grønne lovgivning som en administrativ byrde, er det et kæmpeparadoks, at politikere, som selv betegner sig som liberale, nu arbejder aktivt for at indsnævre eksempelvis CSRD.

Fællesnævneren for mange af EU-initiativerne er netop at sætte markedet i spil, så der bliver flyttet kapital til virksomheder med en grøn profil. Det skulle man tro var liberalt hjerteblod. Det kan selvsagt kun lade sig gøre, hvis der er en valid rapportering om virksomhedernes miljøpåvirkning og initiativer.

Et lige så stort paradoks er det, at den grå fløj ikke kommer med alternative løsninger. Lige meget om man køber argumentet om de store byrder på erhvervslivet eller ej, så løser klimakrisen og naturkrisen ikke sig selv. Klimaforandringerne og masseudryddelsen af arter er ligeglad med Trump, Ukrainekrig, Putin og bureaukrati, og klima- og naturkrisen rammer både samfund og virksomheder.

Her har den grå fløj, der vil rulle den grønne lovgivning tilbage, ingen svar.

Modsat tidligere og modsat USA kan man næsten ikke finde egentlige klimabenægtere i dansk politik. Men der er altså stadig en fløj, som bare ikke mener, at vi skal handle. De stikker hovedet i busken og tænker på den kortsigtede bundlinje – og kun den økonomiske bundlinje.

Afhængig af naturressourcer

Opgørelser fra bl.a. World Economic Forum har peget på, at godt 50 procent af verdensøkonomien er stærkt afhængig af naturressourcer. Det er rent vand til bryggerier og læskedrikproduktion. Det er planter, som leverer ingredienser til medicinalindustrien. Det er byggematerialer og selvfølgelig også fødevarer.

Det smitter af på økonomien. I samfundet og husholdningerne. Et lille eksempel er de markante prisstigninger på olivenolie, som er sket efter tørke og kraftige regnskyl har ødelagt høsten i Sydeuropa.

Herhjemme må vi indstille os på flere ekstreme vejrhændelser. Som konsekvens af klimaforandringerne skal vi bruge milliarder på klimasikring mod ekstremregn og stormflod i årene, der kommer. Den regning bliver ikke mindre af , at nogle politikere er blevet bange for presset fra en række af de sorte brancher og forsøger at fortrænge natur- og klimakrisens konsekvenser.

EU’s grønne lovgivning er på mange områder også et opgør mellem det grønne og det sorte erhvervsliv. Hvis man tillader sig at være en lille smule national, kan vi med fordel spørge os selv, om skrappere europæiske klimakrav er til gavn eller ugunst for virksomheder som Vestas, Grundfos, Danfoss, Ørsted, Velux, Novonesis og mange flere, der i årevis har investeret i nye grønne teknologier.