Anmeldelse af Jesper Dalgaard Pøhler, bæredygtighedsformidler og projektleder på Aalborg Universitet
Det var lidt af en moppedreng, der landede i min taske, da jeg sagde ja til at anmelde Steen Hildebrandts nyeste bog, ”Det bæredygtige Danmark”, der udkom på Djøf Forlag sidst i oktober. Bogen er lige over 500 sider og vejer lidt over et kilo, men der er også meget at skrive om: 17 verdensmål og en status på, hvordan det går med at indfri dem i dansk sammenhæng.
Bogen følger op på ”Bæredygtig global udvikling” fra 2016 og har en hel del gengangere blandt de mange eksperter, der har bidraget til de enkelte kapitler. Nu er vi så halvvejs på vej mod 2030, og derfor er det en vældig vedkommende bog, der med stor troværdighed og tyngde tager temperaturen på Danmarks indsats.
Desværre leverer Danmark ikke varen, og vi skal stramme os an, hvis vi skal nå verdensmålene. Det står klart for mig efter at have læst bogen.
En bog med holdninger
Det, jeg har brugt mest tid på i læsningen af bogen, er at finde ud af, hvem den egentlig er tiltænkt. Tonen i de fleste kapitler er ret kontant og direkte, når det kommer til at vurdere, hvordan det går i Danmark. På det punkt får den lidt karakter af en debatbog.
Samtidig er holdningerne dog særdeles velunderbygget, og det er nogle af de førende eksperter i Danmark, der beskriver og vurderer arbejdet med de enkelte verdensmål: Katherine Richardson skriver om livet i havet (verdensmål 14), Brian Vad Mathiesen skriver om energi (verdensmål 7), CONCITO skriver om klima (verdensmål 13), Danmarks Statistik skriver om fattigdom (verdensmål 1) og så fremdeles. Det er eksperter fra anerkendte institutioner, universiteter og tænketanke, der leverer indhold af høj faglighed.
I virkeligheden handler min tvivl nok mest om, at bæredygtighed i mange tilfælde bliver politiseret, mens fakta i mange tilfælde er uomtvistelige: Vi forbruger og lever på en måde, der kompromitterer de planetære grænser, de politiske handleplaner er utilstrækkelige i forhold til især klimaloven, og vi er ikke villige til at lave den radikale omstilling, der skal til, hvis verdensmålene skal nås.
Læs også: Astrid Haugs bog kan bedst deklareres med et Patagonia-citat
Derfor fungerer bogen også virkelig godt, da jeg besluttede mig for, at den var til folk som mig selv: Mennesker med et vist kendskab til verdensmålene, som ønsker at blive endnu klogere på det, de ved noget om, og samtidig lære nyt om de verdensmål, de er knapt så velbevandret i. Der er nemlig ingen tvivl om, at jeg føler mig mere som en verdensmålsekspert efter at have læst bogen, end jeg gjorde før – selv om jeg nu har læst 17 eksempler fra folk, der ved meget mere end mig selv.
Plads til variation
Min fordom var, at bogen nøgternt og tilstræbt neutralt ville gøre status over verdensmålene ved slavisk at gennemgå en række aspekter af de enkelte mål ud fra en gennemgående skabelon. I stedet er hvert kapitel præget af forfatternes eget sprog og tilgang til, hvordan de ønsker at gennemgå de konkrete verdensmål – og det er utrolig forfriskende.
Fordelen ved det er, at bogen bliver mere levende og giver plads til variation i tone, form og indhold. Ulempen er, at der kommer en del repetitioner af, hvad verdensmålene og eksempelvis de indre udviklingsmål (IDG’erne) er. Det er dog begrænset og er mest et problem, når man læser bogen fra ende til anden. En anden ulempe er, at nogle kapitler virker mere gennemarbejdede end andre, og enkelte steder bliver jeg irriteret over fejl, der ikke er fanget i korrekturen – men så er der jo noget at glæde sig til i næste udgave.
Bogen er debatterende, konkluderende og uden omsvøb, og det er en styrke. Den kan klart også bruges af studerende og undervisere, selv om den er knapt så ”lærebogsagtig”, som jeg havde troet.
Er der virkelig tale om verdens vigtigste plan?
Personligt har jeg haft delte meninger om verdensmålene. På den ene side er det fantastisk, at verdens lande er blevet enige om 17 mål for en bæredygtig udvikling af vores samfund. På den anden side synes jeg, de kan kritiseres for at underbelyse vigtige emner som dyrevelfærd, ledelse og et grundlæggende opgør med vores økonomiske system (og sikkert mange andre emner). Og så kan de misbruges som kommunikationsværktøj uden egentlig handling bag.
Når jeg læser ”Det bæredygtige Danmark” får jeg dog en langt større respekt for verdensmålene. Både det bagvedliggende arbejde og de fremtidige perspektiver. Det er bogens store styrke, at den præsenterer verdensmålene i en større sammenhæng og viser, hvordan de kan vise vej til regenerative, holistiske samfund. Og at bogen ikke er bange for at tale om netop dette.
I sidste uge blev Danmark præsenteret som det mest ambitiøse land på klimaområdet på Klimaranglisten Climate Change Performance Index på COP28. Samtidig førte det kun til en fjerdeplads, fordi ingen af de mest udledende lande i verden formår at vise den klimahandling, der er nødvendig og tilstrækkelig. Denne bitre erkendelse bekræfter bogen til fulde: Danmark er dygtige på mange områder af bæredygtighed, men det er slet ikke nok, og vi er ikke halvvejs i mål, selv om vi burde være det.
De enkelte kapitler gør dette tydeligt og giver samtidig pejlemærker for, hvordan Danmark kan nå i mål. For målet er stadig inden for rækkevidde, hvis vi er villige til at tage nogle radikale valg, der for alvor omstiller store dele af samfundet økonomisk, klimamæssigt, ligestillingsmæssigt og meget mere.
Verdensmålene kalder på et opgør med business as usual, og bogen her slår det fast med syvtommersøm. Derfor kan den varmt anbefales til enhver beslutningstager, bæredygtighedskonsulent eller studerende, der ønsker at gøre alvor af de flotte ord og løfter, der florerer på bæredygtighedsområdet.
Stof til to bøger
Min største kritik af ”Det bæredygtige Danmark” går på, at bogen er omfattende og derfor kræver en ret stor dedikation at kaste sig over og læse igennem. Jeg synes, at den med fordel kan bruges som et opslagsværk over de verdensmål, man er særligt interesseret i, men jeg synes også, at den vil to forskellige ting.
Læs også: Livsstilsprogrammer på tv er mere sorte end grønne
For det første vil den gøre status over de 17 verdensmål. Dette er klart hovedessensen og fylder det meste af bogen (Del III med de 17 verdensmål fylder cirka 400 af de i alt cirka 500 sider). For det andet vil den diskutere verdensmålene og Danmarks potentiale for at blive et foregangsland, hvilket er favnet af Del I, II, IV og V.
Disse cirka 100 sider ville for mig at se gøre sig bedre – og særdeles godt – som en selvstændig debatbog, da de er mere holdningsprægede, men også mere perspektiverende, diskuterende og idealistiske. Da bogen i forvejen er omfattende, ville jeg personligt foretrække en opdeling. Så ville ”debatdelen” også stå stærkere i mine øjne, da enkelte kapitler virker en smule malplaceret i den nuværende sammenhæng. Særligt kapitlet om verdensmålene i et folkekirkeligt perspektiv havde for mig at se givet bedre mening, hvis det handlede generelt om åndelighed eller i det mindste inkluderede flere religioner end den kristne.
Den smule malurt skal dog ikke have lov at ødelægge den velskænkede cocktail af alt, hvad der er vigtigt i et velfungerende og fremtidssikret samfund med plads til alle – her rummet i verdensmålene som et bud på en plan, der i sandhed kan betegnes som verdens vigtigste, og som bliver gennemgået, opløftet og perspektiveret på fornem vis i ”Det bæredygtige Danmark”.
