I det store og hele fungerer samfundskontrakten med erhvervslivet, vurderer Tue Mantoni.
De fleste forstår, at den velstand virksomhederne er med til at skabe danner grundlaget for vores velfærd – og vice versa.
Til gengæld er det svært at se, hvor fremtidens store, nye iværksættere, som bliver bæredygtige bidragsydere til vækst og jobskabelse, skal komme fra.
Og det er et problem, mener han. Derfor bør både erhvervsdrivende fonde og pensionsselskaber sætte deres enorme formuer mere i spil.
– I Danmark har vi et stærkt økosystem, når det gælder virksomheder i startup-stadiet med op til 100 medarbejdere. Finansielt har vi investorer, venture capital-fonde, business angels og rådgivning fra blandt andre Vækstfonden, hvor jeg sidder i bestyrelsen, siger Tue Mantoni, som i forbindelse med researchen til bogen ‘Samfundskontrakten – En danmarksrejse på jagt efter fremtiden’ har talt med succesfulde iværksættere om, hvad der skal til for at, der kommer flere som dem. Han fortsætter:
– Men vi har udfordringer i den kritiske fase, hvor man skal nå 200+ medarbejdere. I den fase brænder man stadig kapital, og kan ikke vise, at man er selvfinansierende endnu. Den høje risiko er færre danske investorer villige til at tage, så der må virksomhederne ofte lede efter udenlandske investorer.
LÆS OGSÅ: Reaktioner på Tue Mantonis udspil fra pensionsselskaber, Lundbeckfonden og Lego Ventures
Erhvervsdrivende fonde har patriotisme og bæredygtighed
Dermed flytter skattebetalinger og job til udlandet. Men det kunne undgås hvis der var flere langsigtede danske investorer, som kunne hjælpe ledelsen med at få virksomheden til at vokse, påpeger Tue Mantoni.
– Og den rolle kunne de danske erhvervsdrivende fonde tage på sig, siger han med henvisning til de fonde virksomheder som Lego, Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærk, Danfoss, Grundfos og Velux har opbygget.
– De har formuer på flere milliarder kroner, som ud over at gå til almennyttige formål, forskning med mere, med fordel kunne aktiveres i start-ups og hurtigtvoksende virksomheder.
– De erhvervsdrivende fonde har store pengetanke, patriotismen for Danmark og mange af dem har også en interesse for bæredygtighed, hvilket er en stærk kombination. De er samtidig et resultat af en entreprenør, der med vovemod og kreativitet har skabt innovative produkter og bygget en forretning. De forretninger har vokset sig store og er heldigvis blevet i Danmark på grund af fondskonstruktionen. Nu skal de have sat pengetankene i spil.
Kan vi bygge bro mellem iværksætterne og de erhvervsdrivende fonde, ville det være en god løsning
Men det er ikke ikke nødvendigvis så enkelt, som det lyder, erkender han. Dels kan der i fundatsen til fonden mangle grundlag for at investere i iværksættervirksomheder, dels kan beløbene paradoksalt nok være for små.
– Problemet er, at fondene er så store, at det at investere 2-300 mio. kr. i startups og mellemstore iværksættere kan være for små beløb. Det bliver for komplekst for dem at vurdere risikoen og indgå i bestyrelserne og forretningsudviklingen. Men kan vi bygge bro mellem iværksætterne og de erhvervsdrivende fonde, ville det være en god løsning.
PensionDanmarks investeringer i CIP et “genialt” eksempel
Som en af de få erhvervsdrivende fonde, investerer Chr. Augustinus Fabrikker, fonden bag den gamle tobaksvirksomhed, i start-ups som blandt andre den digitale bank Lunar, som i slutningen af 2019 rejste 200 mio. kr., fremhæver Tue Mantoni i sin bog.
Det skyldes ifølge fondens adm. direktør Claus Gregersen netop, at “vi skal have virksomheder, som vi ellers ville miste til at udlandet, til at blive i Danmark”.
Du nævner også i din bog, at pensionsselskaberne har en vigtig rolle i at investere i erhvervslivet?
– Ja, når PensionDanmark investerer i det grønne investeringsselskab CIP (Copenhagen Infrastructure Partners, som bl.a. opfører vindmølleparker, red.). i meget stor skala, er det et genialt eksempel på, at der bliver skabt et stærkt investeringsinstrument. Pensionsselskabet kan se, at her er et team, som kan forvalte vores penge på en måde, som giver høj sikkerhed for afkast inden for område, der giver mening, siger Tue Mantoni og tilføjer:
– For ti år siden måtte man jo ofte gå på kompromis med sit afkast, når man investerede i bæredygtighed, men sådan er det ikke længere. Det er både Ørsted og CIP beviser på. Så kan vi lave lignende investeringer på andre områder, er det en meget interessant mulighed.
I et interview med Sustain Report peger PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen også på muligheden for lignende set-ups for eksempel inden for fjernvarme, energieffektiviseringer eller vandløsninger.
Men hvad skal der til for at pensionsselskaberne også kaster deres kærlighed på mindre iværksættere? Formentlig en lovændring, som forpligter dem til at afsætte en bestemt procentdel af deres investeringer til danske start-ups, skriver Tue Mantoni i sin bog, men peger selv på, at det formentlig vil komme i konflikt med pligten til at sikre et højt afkast til pensionskunderne.
Men med samfundskontraktens uskrevne regel om at bidrage til samfundet, kan man også appellere til fondene om at investere i nye iværksættere. mener han.
For den nye generation af iværksættere er det bare ikke cool at møde op til en fredagsbar og fortælle, at du har tjent 25 procent på en aktie
Penge er ikke nok for nutidens iværksættere
For de iværksættervirksomheder, du taler med i bogen, er det ikke nok bare at tjene penge. Målet er at skabe løsninger for eksempel i forhold til verdensmålene. Hvad er baggrunden for den udvikling?
– For den nye generation af iværksættere er det bare ikke cool at møde op til en fredagsbar og fortælle, at du har tjent 25 procent på en aktie. Hvis du til gengæld siger, at du har lavet en startup og udviklet en app, som rulles ud i afrikanske byer og kan forbedre sundheden, er det meget mere interessant. De drives af nogle helt andre og større problemstillinger, som handler om at gøre verden til et bedre sted, end man gjorde for 20 år siden.
Jeg tror ikke, at modstanden [mod en CO2-afgift] fra erhvervslivet kun handler om at beskytte bundlinjen
Selvom dele af erhvervslivet taler meget om klima og bæredygtighed, var der heftig lobbyisme imod en CO2-afgift. Er det et eksempel på, at bundlinjen er det, der tæller, når virksomheder er økonomisk pressede?
– Alle er nervøse lige nu, fordi vi potentielt står over for en ny finanskrise. Men jeg tror ikke, at modstanden fra erhvervslivet kun handler om at beskytte bundlinjen. Svagheden ved en CO2-afgift er jo, at man kan reducere sit aftryk ved at flytte til udlandet, uden at det gavner klimaet.
– Lægger man afgiften på forbruget, som blandt andre Michael Seifert foreslår, kan du ikke komme rundt om den som virksomhed ved at flytte til udlandet. En miljøafgift på forbrug har selvfølgelig også sine udfordringer, men den vil drive flere incitamenter til at gøre produktionen mere grøn. Hvis pengene fra den afgift går til en miljøfond, kan pengene investeres i at fremme mere bæredygtige produkter og at afbøde konsekvenserne for nogle af de svageste i samfundet med en miljøcheck.
De seneste ti år har vi set en positiv udvikling i form af erhvervsledere, som forstår vigtighed af at deltage i samfundsdebatten
Åbne og engagerede erhvervsledere øger branding og politisk manøvrerum
Debatten om virksomhedernes samfundsansvar fylder mere i dag end for bare nogle år siden. Hvad mener du, er årsagerne til det?
– De seneste ti år har vi set en positiv udvikling i form af erhvervsledere, som forstår vigtighed af at deltage i samfundsdebatten, og som også bruger det i brandingsammenhænge, til rekruttering og til at få et politisk manøvrerum, som giver gode muligheder for erhvervslivet. Men der har også været forskellige eksempler på, at samfundskontrakten er blevet brudt. Står du uden for erhvervslivet, vil du have tendens til at tænke: “hvad er det for en måde de opfører sig på?”. Generelt er virksomheder ikke gode nok til at fortælle om de positive ting, de gør.
Men når erhvervsledere deltager i debatten eller fremhæver positive tiltag, er der jo eksempler på, at det giver bagslag?
– Ja, men hvis man ikke fortæller om nogle af alle de spændende ting, der sker i erhvervslivet og får nogle ansigter på, er der en risiko for, at erhvervslivet bliver betragtet som en separat del af samfundet. Men velstand og velfærd er hinandens forudsætninger. Selvfølgelig er det ikke alle som opfører sig lige godt, men det er undtagelserne, ikke reglen. Vi har jo for eksempel masser af dygtige virksomheder, som arbejder med bæredygtighed og selv beskidte industrier som transportbranchen er jo en af de fremmeste i verden herhjemme, når det kommer til grønne løsninger.
– Vi skal fortælle de gode historier og være i stand til at skabe begejstring om de ting vi får løst. Offentligheden skal også bare være opmærksom på at det at løse udfordringer inden for bæredygtighed eller ligestilling ikke klares på et par år, men kræver det lange seje træk. Klimapartnerskaberne er et godt eksempel på, at det hverken er noget politikerne eller erhvervslivet kan løse alene. Det kræver samarbejde, og det er et positivt signal at sende.
Jeg blev jo CEO i en ung alder, så jeg fortalte om, hvad der virkede for mig, og hvad jeg har lavet af fejl
Hvor langt mener du, at man som erhvervsleder skal bevæge sig væk fra sin kerneforretning, når man deltager i debatten om samfundsproblemer?
– Man skal primært udtale sig om ting, man ved noget om, og hvor man har noget at bidrage med. Men kan man være med til at gøre Danmark til et bedre samfund, har man også en forpligtelse til at bruge sin indflydelse på det. Når Mads Nipper taler om adgangen til rent drikkevand, og når Henrik Poulsen taler om vindenergi, er det lige til højrebenet, fordi de er nogle af verdens dygtigste specialister på de områder. Men det kan også dreje sig om andre emner, som er vigtige for ens medarbejdere, som når Jeff Gravenhorst taler om at styrke folkeskolen. Det har han både over 400.000 medarbejdere og en presse, som lytter til.
Var du selv god nok til at deltage i samfundsdebatten som CEO for B&O?
– Ud over at drive forretningen, brugte jeg rigtig meget tid på at besøge uddannelsesinstitutioner som CBS, handelsskoler og universiteterne for at inspirere og motivere de unge til at interessere sig for erhvervslivet. Jeg blev jo CEO i en ung alder, så jeg fortalte om, hvad der virkede for mig, og hvad jeg har lavet af fejl. De unge kan jo ligeså godt lære af alle de fejl, som jeg har lavet. Nogle gange tror jeg, at vi i Danmark kan være lidt for tilbageholdende med at stille os frem, fordi det kan virke som om, man føler sig meget vigtig, hvis man gør det. Men man skal ikke undervurdere sin indflydelse, og man har en forpligtelse til at bruge den konstruktivt.
