Connect with us

Hvad søger du?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Sustainability er ikke en one-size-fits-all løsning

Skala er ikke alt, når det gælder bæredygtige løsninger, mener Index-direktør Liza Chong.

Liza Chong
Behovet for Index Awards er større end nogensinde før, mener adm. direktør for organisationen bag, Liza Chong. Foto: Martin Kaufmann

I en tid hvor vi hæfter lid til at nye teknologier skal løse den globale klimakrise, må vi ikke glemme styrken ved at tænke simpelt og super lokalt.

Sådan lyder en af opfordringerne fra Liza Chong, som er adm. direktør for non-profit organisationen The Index Project, der uddeler de internationalt anerkendte bæredygtighedspriser, Index Awards.

– I det nuværende klima af lederskab, eller mangel på samme, behøver verden håb og optimisme, når det gælder bæredygtige løsninger, og det giver Index Awards, siger Liza Chong, som svar på, hvad der gør prisuddelingen relevant lige nu.

I aften, 6. september, løber den af stablen i København. Ud af de mere end 1800 nominerede ideer, er 42 ideer udvalgt fra i alt 19 lande over hele verden, hvoraf to er danske. De gælder LEGO’s linje af plastiklegetøj lavet af sukkerrør samt Plastix, der laver produkter ud af kasserede plastik-fiskenet, som flyder rundt i havene.

De nominerede bæredygtige løsninger er både meget specifikke og meget brede, meget lokale og meget globale, meget lavpraktiske og meget futuristiske. Og det spænd er vigtigt mener, mener Liza Chong. Vi må nemlig ikke stirre os blinde på, at nye ideer skal komme fra de store virksomheder, forskningsinstitutionerne eller regeringerne.

– På universitetet har jeg studeret teorierne bag sustainability. De ser på, hvordan man kan inkorporere sustainability i den økonomiske vækst. Men hvor er løsningerne? Og hvordan fikser man de store problemer, vi har med den grønne omstilling? Problemerne er så abstrakte, at Index Awards er et forfriskende bidrag, fordi priserne udgør en pipeline af konkrete ideer til, hvordan man kan løse både små og store udfordringer.

– Det handler ikke bare om teorier eller koncepter, men om rigtige mennesker, som dedikerer deres uddannelser, virksomheder og partnerskaber til at ændre verden.

Det menneskelige aspekt er vigtigt for Liza Chong, og det er et, hun synes, har tendens til at blive overset, når vi taler grøn omstilling. Den kommer nemlig ofte til at handle om enorme forretnings- og eksportmuligheder. Men scale, eller størrelse, er ikke alt, mener hun.

– For mig er det vigtigt, at vi ikke kun ser på ideer og løsninger isoleret fra de mennesker, der skal bruge dem. Så ja, løsningerne skal også komme fra andre steder end de store virksomheder. Det er derfor, vi ikke differentierer, når vi udvælger ideer til Index Award. Vi tager ikke kun ideer med, som har modnet i et vist antal år, eller som har en vis skalerbarhed. Det verden har brug for er et blast af muligheder, siger Liza Chong og tilføjer:

– Om en idé opstår på baggrund af et skoleprojekt eller fra en virksomhed som Microsoft, så er der et behov for de løsninger. Det gør, at alle ideer i princippet kan være økonomisk bæredygtige. Og den spændvidde er vigtig for os. Det gør, at man som lille start-up kan spejle sig i, hvad andre start-ups gør, men også i at store virksomheder som LEGO gør nogle fantastiske ting med bæredygtige materialer. På den måde kan Index Award fungere som en form for nudging i bæredygtig retning.

Når der holdes taler om sustainability fra de store scener, kan løsningerne ofte komme til at virke enormt ressourcekrævende og afhængige af omfattende samarbejder på kryds og tværs. Men Liza Chong mener, at der er en værdi i at huske på styrken i at tænke simpelt.

– Vi har en tendens til at pakke bæredygtige udfordringer ind i løsninger, der er ekstremt teknologiske og komplekse. Men løsningen kan være helt simpel. En af de nominerede ideer til Index Awards er Seedballs fra Kenya. Her tager man frøet fra et træ og pakker det ind i pulveriseret kul bundet sammen af organiske bindemidler. Det beskytter frøene mod varme og mod at blive spist eller ødelagt af dyr. Det er meget vigtigt for at gøre landskaber grønne igen. Men når vi taler om at plante træer, tænker vi ofte på store teknologiske og kapitalintensive løsninger. Vi er blevet så intelligente, at vi tror vi skal outsmarte naturen og smide AI og robotics ind i alt, hvad vi gør. Men en af de bedste inspirationskilder til problemløsning er børn og deres kreativitet. Jeg tror, at vi på mange måder skal back to basics.

Men scale, eller størrelse, betyder jo noget for, hvor hurtigt man kan løse de globale udfordringer?

– Ja, det gør det selvfølgelig. Vi er en voksende global befolkning på 8-9 milliarder, der alle ønsker et godt liv. Så scale er vigtigt, men der er andre vigtige faktorer at huske på. Vi bor i forskellige dele af verden og har forskellige normer, kulturer og lokale forhold. Kulturel sustainability er ikke noget, vi taler meget om, men den er vigtig. Lige så meget som der er behov for LEGO-produkter, vi leger med over hele verden, lige så vigtigt er det at skabe meningsfulde løsninger, der er bundet til folks lokale behov. Når vi taler om scale, glemmer vi ofte at holdbare, bæredygtige løsninger kommer af en co-creative proces, der passer til den lokale kontekst. One-size-fits-all er ikke altid rigtig.

Selvom konkrete løsninger på virkelige behov er vigtige, begynder løsningen et helt andet sted, mener Liza Chong.

– Nu skal vi prøve at undgå, at de nye økonomier går ind i den samme forbrugsdrevede livsstil som vestlige demokratier. Mit synspunkt er, at det starter med uddannelse og med politisk vilje. Der skal investeres endnu mere i at åbne folks sind for fakta og for sandheden om, at vi som verden står på en brændende platform, og alt hvad vi gør, ligesom verdensmålene, hænger sammen på kryds og tværs, siger Liza Chong.

Ud over prisuddelingen, har The Index Project etableret mikrofond ‘Index: Design to Improve Life Fund’. Den blev startet som et pilotprojekt i 2017 med en million euro og er målrettet impact investorer, som kan skyde penge i udviklingen af udvalgte løsninger, der er fremkommet via nomineringerne til Index priserne.

– Ideen bag fonden er at bevise, at Index Awards genererer en pipeline af investeringsmuligheder i ideer og virksomheder, siger Liza Chong og tilføjer om baggrunden for fonden:

– Vi har i mange år uddelt priser og fortalt inspirerende historier om bæredygtige løsninger. Nu skal vi hjælpe de løsninger videre med investorkapital.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Carina Ohm går fra EY til PwC

Carina Ohm udskifter sin stilling som partner i EY med en ny partnerrolle i PwC. Hun skal styrke PwC’s position indenfor bæredygtighed.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.