Succesiværksætter lancerer Grøn Plan

Et kilo oksekød skal være 32 kr. dyrere, en sæk på 25 kilo cement skal koste 6 kr. mere og så skal det koste 200 kr. i timen at flyve på økonomiklasse indenfor EU.

Sådan lyder nogle af de konkrete regneeksempler i en ny Grøn Plan på seks punkter, som vil løse Danmarks klima- og miljøudfordringer uden at skade erhvervslivets konkurrenceevne til skade for de globale CO2-udledninger (læs alle punkterne i Grøn Plan til slut i artiklen).

Hovedelementet er et “miljøbidrag”, som skal pålægges varer med meget negative miljøpåvirkninger. Miljøbidraget, eller afgiften, udregnes på baggrund af de skadevirkninger forbruget af varen har for miljøet.

Pengene derfra skal kanaliseres tilbage i en statslig miljøfond, hvis midler skal være lovmæssigt øremærket til miljø- genoprettelse, forbedring og overgangsordninger.

Bag planen, der netop er lanceret med eget site og facebookside, står Klaus Nyengaard, forhenværende CEO for Just Eat, Martin von Haller Grønbæk, IT-advokat og Michael Seifert, som stiftede selskabet Sitecore, et softwareselskab, som blandt andet udvikler content management systemer (CMS) til hjemmesider.

Denne artikel er normalt låst, da kvalitetsjournalistik koster penge. Hvis du kan lide, hvad du læser, kan du tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev her. 

Tror ikke på CO2-afgift 
Aktiemajoriteten i Sitecore blev i 2016 solgt til EQT med en værdiansættelse på 1 milliard euro og siden Michael Seifert i 2017 stoppede som direktør, har han investeret i nye iværksættere, som ofte har til formål at gøre verden bedre.

Selv troede han, at han skulle lave noget lignede i forbindelse med et projekt om at fjern plastik fra havet. Men sådan gik det ikke.

– Efter noget tid, nåede jeg til den konklusion, at det ville være fint at rydde op i havet, men hvis man ikke også tager fat i årsagen til problemet, spilder jeg min energi og penge på det. Problemet starter jo et andet sted end i havet. Det starter hos os som forbrugere. Ikke kun i Danmark men i hele verden. Vores forbrugssamfund er skruet forkert sammen, og det blev startskuddet til Grøn Plan, siger han til Sustain Report.

Grøn Plan er et opgør med den idé som ikke alene de økonomiske eksperter i Klimarådet, men også en lang række andre økonomer, tænketanke, NGOer og klimabevægelser bakker op om: princippet om at forureneren, det vil sige virksomhederne betaler.

Det skal ske i kraft af en CO2-afgift, som ifølge Klimarådet bør stige til 1.500 kr. per ton CO2, der udledes i 2030. Formålet er at give virksomheder incitament til en grøn omstilling. Og den idé er god, men den implementeres på en måde, der skader dansk konkurrenceevne og dermed klimaet, så er den forfejlet, mener Michael Seifert.

– Det er en meget bedre plan at lade virksomheden betale, men kun hvis det sker synkront på verdensplan, eller hvis vi kan indføre en carbon border tax (en CO2-afgift på produkter som er produceret mindre klimavenligt end i f.eks. EU, red.). Men det er lige nu særdeles urealistisk. Det er derfor Grøn Plan har en alternativ løsning, under de nuværende forudsætninger.

70 procents-målet risikerer at ødelægge miljøet og skade økonomien
Argumentationen om CO2-afgifter til erhvervslivet hænger nemlig fast i en håbløs national tankegang, som ikke rykker ved de globale klimaudfordringer, mener Michael Seifert.

– Klimaloven siger, at vi skal reducere CO2-udledningerne i Danmark med 70 procent i forhold til 1990. Men den målsætning gælder alene vores nationale udledninger og ikke de CO2-udledninger, der kommer fra vores individuelle forbrug.

– I teorien kan vi derfor nå vores målsætning, hvis vi lukker for dansk landbrug og lukker for al dansk industri. Det ændrer bare ikke ved, at hver dansker stadig forbruger for 19 ton CO2 om året. Nu bliver de varer bare produceret i Polen, Brasilien og Tyskland. Det øger CO2-udledningerne for nu skal varerne fragtes til Danmark, og de er også produceret mindre grønt. Vi når vores mål på papiret, og politikerne kan se godt ud, men hvad har vi opnået? Vi har ødelagt miljøet og økonomien ved at skade dansk konkurrenceevne, siger Michael Seifert.

Tror du reelt, at det er en fare, at danske virksomheder massivt vil flytte ud, hvis der indføres en gradvist stigende CO2-afgift. Der er jo andre fordele ved at være i Danmark som virksomhed?

– For hver procent det bliver dyrere at producere en vare, forringer du en virksomheds konkurrenceevne. For en virksomhed som Aalborg Portland er jeg ikke i tvivl om, at den vil flytte ud eller gå konkurs, hvis der bliver indført en hård CO2-afgift. Bagefter skal vi så købe cement af udenlandske producenter, som forurener endnu mere. Det er galimatias.

Forbrugerne skal betale for miljøskaden af deres indkøb
Men løber erhvervsmanden åbne døre ind? Klimaminister Dan Jørgensen (S) og politikere fra flere andre partier har jo begravet tanken om en CO2-afgift.

– Ja, men jeg tror ikke, de er enige i, at vi som forbrugere skal betale for den skade vi laver på miljøet, siger han.

Hvis vi ikke købte bøffen, ville bondemanden ikke have koen

Og det er kernen i Grøn Plan. For frem for at pege fingre ad virksomhederne, skal vi som forbrugere være klar over, at vores valg har en pris for miljøet.

– Den anden dag tegnede jeg en tegning til min 9-årige søn, som viste en ko, der stod og gassede på marken, en bondemand, der møgede og en dreng, der gumlede på en oksebøf. Så spurgte jeg ham, hvem der egentlig ødelægger miljøet: er det koen, bondemanden eller drengen? Det tænkte han lidt over og kom frem til, at det måtte være bondemanden. Og det er jo det, man har lyst til at sige, men det er os forbrugere, der må tage ansvar for, hvad vi selv laver. Hvis vi ikke købte bøffen, ville bondemanden ikke have koen, siger Michael Seifert og tilføjer:

– I Grøn Plan siger vi, at du som minimum bør betale for den miljøskade, du gør, når du køber et produkt. Et kilo oksekød bør for eksempel være 32 kr. dyrere. Det er enkelt at beregne.

Vil mange forbrugere ikke mene, at det må være industriens ansvar at nedbringe sit CO2-aftryk frem for, at vi skal betale for det?

– Jo, men det sker ikke, så længe det internationalt er gratis at forurene, som det er i dag, siger Michael Seifert. Vi er nødt til at indse, at det er ikke koen eller bonden, men mig der spiser bøffen, som har ansvaret. I dag afspejlesmiljøskaden ikke i prisen på et produkt, og når det ikke er tilfældet, tager du bare det, der er billigst – altså det der har ødelagt miljøet mest.

– Når forbrugeren står ved køledisken og overvejer, om han skal købe sin sædvanlige bøf eller en mystisk plantebøf, som endda er dyrere, så vælger han den billige løsning. Når vi begynder at sætte pris på miljøet, skaber vi den økonomiske ramme for at opfinde ny grøn teknologi, fordi bøffen bliver dyrere og netop derfor bliver plante bøffen konkurrencedygtig.

De dårligst stillede skal have en grøn check, så de basale nødvendigheder kke bliver dyrere for dem

Du taler om det som om, vi er meget rationelle forbrugere, som bare vælger det billigste, men nogle vi jo blive rasende over, at prisen på deres bøf stiger..

– Jeg tror godt, at forbrugerne kan forstå, at hvis man spiser et kilo oksekød, har man ødelagt for 32 kr. miljø. Miljøbidraget skal også indfases, så prisen ikke pludselig stiger.

Dem der har penge nok, vil jo være ligeglade med sådan en afgift, så mange politikere vil jo indvende, at den rammer de svage?

– Dem der har virkelig mange penge kan jo altid gøre, hvad de har lyst til så længe det ikke er ulovligt. Vi siger, at de dårligst stillede skal have en grøn check, så de basale nødvendigheder som elektricitet og fødevarer ikke bliver dyrere for dem.

Penge fra miljøbidrag til gøre virksomheder grønnere
Ud over landbruget er cementproduktion er en af de andre brancher, Grøn Plan fokuserer på. Her lander regnestykket på, at en sæk cement på 25 kilo skal være 6 kr. dyrere.

Vil både landmændene, Aalborg Portland og andre virksomheder som rammes af jeres miljøbidrag ikke også få skadet deres indtjening og dermed konkurrenceevne, hvis forbruget af deres produkter falder i Danmark, fordi de bliver dyrere?

– Jo, der bliver nok solgt mindre oksekød i Danmark, fordi forbrugerne skal betale miljøafgift for både det danske og det udenlandske oksekød. Men de danske landmænd kan i Grøn Plan eksportere lige så meget som i dag.

– Det skal også være dyrere at bygge med cement end i dag, fordi man ødelægger klimaet mere, end hvis man bygger med for eksempel træ. Og det er jo al cement der sælges i Danmark som pålægges et miljøbidrag frem for, at man med en CO2-afgift kun rammer danske produkter. Pengene fra miljøbidraget burde desuden bruges på at gøre for eksempel Aalborg Portland grønnere med CO2-indfangere og lignende.

Et miljøbidrag på for eksempel cement rammer jo ikke kun private forbrugere, men også de virksomheder, som er kunder hos Aalborg Portland?

– Ja, det vil være noget dyrere for bygherrer og for virksomheder, der eksempelvis serverer oksekød i kantinen, det er klart.

Vi må tage ansvar for at nedbringe vores forbrug og de 19 ton CO2 vi hver især udleder om året

Michael Seifert forventer dog ikke umiddelbart et ramaskrig fra de lande, der eksporterer til Danmark og som må se deres varer blive pålagt en ny miljøafgift.

– Så længe afgiften på en bestemt vare gælder alle producenter, kan jeg ikke se, at det skulle være et problem.

Men det er klimaeffekten af miljøbidraget måske. For hvor meget kan det lille danske marked egentlig rykke ved både danske og udenlandske virksomheders incitamenter til at investere i grøn omstilling?

– Det er klart, at hvis en dansk virksomhed eksporterer 90 procent af deres produkter, jo, så kan de godt være ligeglade med, at danske forbrugere skal betale mere for deres varer. Men så er det jo heller ikke de danske forbrugere, der ødelægger klimaet mest i forhold til det produkt, siger Michael Seifert og tilføjer:

– Vi kan ikke redde hele verden. Vi må tage ansvar for at nedbringe vores forbrug og de 19 ton CO2 vi hver især udleder om året. Lad os vise verden, hvordan vi får de 19 ton ned til 10 ton ved at lave en gradvis omstilling, som ikke ødelægger økonomien men styrker den med grøn innovation og teknologi, som kan eksporteres og være noget, vi kan leve af i fremtiden.

Erhvervslivets klimaplaner rækker ikke
Den største indvending mod Grøn Plan er ifølge Michael Seifert, at nogle produkters miljøbelastning vil være ekstremt kompliceret at udregne. Det gælder for eksempel en vaskemaskine, som består af mange forskellige komponenter, hvoraf nogle kan være produceret med kulstrøm i Kina og andre med vindenergi i Tyskland.

Derfor gælder det om at sætte ind på de mindst komplicerede produkter først og arbejde for, at der indføres en fælles ISO-standard, eller miljømærkning, i EU, for alle produkters miljøbelastning. Det kan vi bare ikke vente på, mener han.

Hvad alle til gengæld venter på er, at erhvervslivet indfrier nogle af alle de delmål og planer om CO2-neutralitet som er meldt ud i de senere år.

Det uden tvivl velmenende og gode klimainitiativer, mange virksomheder har, men de kan umuligt være så effektive, som de burde være

Men som erhvervsmand har du ikke tillid nok til, at erhvervslivet kan indfri de målsætninger og af sig selv er på vej til at blive bæredygtige? Det er jo også et stigende konkurrenceparameter…

– En virksomhed som Sitecore kan købe strøm fra vindmøller, men tager vi Aalborg Portland kan de ikke konkurrere med, at det gratis at ødelægge miljøet. Gør de alt det, de kunne gøre for at blive mere bæredygtige, bliver de formentlig så ukonkurrencedygtige, at de går konkurs. Er du landmand, er der heller ingen lette løsninger.

– Så det uden tvivl velmenende og gode klimainitiativer, mange virksomheder har, men de kan umuligt være så effektive, som de burde være. Derfor er vi nødt til at gøre det lidt dyrere at købe de varer, som har en meget stor negativ miljøpåvirkning, så vi kan bruge de penge på at hjælpe virksomhederne med den grønne omstilling, slutter Michael Seifert.

Denne artikel er normalt låst, da kvalitetsjournalistik koster penge. Hvis du kan lide, hvad du læser, kan du tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev her. 

Grøn Plans 6 punkter

1. Det må ikke kunne betale sig at ødelægge miljøet.

2. Som forbrugere skal vi selv betale for det (miljø) vi beskadiger gennem eget forbrug.
Derfor pålægges der et miljøbidrag på vores forbrug indenfor områder som energi, transport, fødevarer, og industri.

3. Miljøbidraget skal modsvare den reelle skade som et forbrug medfører.
Miljøbidraget beregnes og fastsættes således at det modsvarer den reelle skade som et forbrug påfører miljøet, inklusive sundhedsomkostninger. I beregningen skal der altid medtages et rimeligt worst-case scenarie.

4. Miljøbidraget tilfalder statens miljøfond.
Midlerne skal være lovmæssigt øremærket til miljø- genoprettelse, forbedring og overgangsordninger.

5. De dårligst stillede borgere modtager en grøn check
Den grønne check udbetales via miljøfonden og anvendes til udligning af miljøbidraget på basale varer og nødvendigt forbrug.

6. Konkurrenceevnen skal opretholdes
Danske virksomheder skal konkurrencemæssigt stilles på lige fod med udenlandske virksomheder. Og når miljøbidraget pålægges varer til forbrug, i stedet for producenten, skaber vi netop rammen for en grøn økonomi hvor grønne løsninger bliver konkurrencedygtige. Dermed skader vi hverken Dansk import eller eksport. Og det bliver tilmed en god forretning for en virksomhed at sælge en grøn/grønnere løsning til forbrugerne. (Miljøbidraget kunne for mange varers vedkommende f.eks. være i form af en forhøjet moms).