Hvedebrødsdagene for klimapartnerskabet mellem dansk erhvervsliv og politikerne ser ud til at være slut. Det står klart allerede inden konkrete politikker, og deraf følgende regninger, bliver udstedt af de 13 klimapartnerskaber med en række brancher, som statsministeren offentliggjorde onsdag.
Denne uge tog direktørerne for erhvervslivets store fælles brancheforeninger Dansk Industri, som nu indgår i en klimaalliance med Dansk Energi, samt Dansk Erhverv for alvor fat på debatten om, hvilke risici der er ved regeringens høje klimaambitioner.
“Et af de spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv, og som vi bliver nødt til at debattere nu, er, om klimaudfordringen egentlig er så vigtig, at det kan prioriteres bare lidt før noget velfærd. Der må da være en eller anden form for velfærd, vi kan prioritere ned,” siger Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi til Børsen.
Erhvervsorganisationer advarer
Han peger desuden på behovet for “at øge arbejdsudbuddet, tiltrække udenlandsk arbejdskraft og føre en skattepolitik, som sikrer god konkurrenceevne”, ligesom han peger på De Gule Veste i Frankrig som et skræmmebillede på, hvad højere skatter kan føre til.
Det lyder næsten som et ekko af formand for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, i et interview med Berlingske i sidste uge, som dog desuden satte spørgsmålstegn ved rationalet bag CO2-reduktionsmålet på 70 procent.
Også Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen advarer om, at højere skatter end i de lande Danmark normalt sammenligner sig med, vil give “en kæmpe risiko for, at der flyttes produktion ud af landet”.
Ingen er vist uenige i, at politikerne har uld i mund, når det kommer til at sætte fingrene på, hvor de økonomiske midler til at opnå de ambitiøse målsætninger skal komme fra. Men er det en farlig strategi for et dansk erhvervsliv, som kæmper med offentlighedens tillid at kæde reduktion af velfærd og klassiske dagsordener som så direkte sammen med klimamålet allerede nu? Kan det stille tvivl om erhvervslivets klima- og samfundsengagement, selvom det understreges gang på gang af brancheorganisationerne?
Eksperter til erhvervsliv: kæmp for jeres interesser, men gør det klogt
Ikke umiddelbart ifølge tre public affairs-eksperter, som Sustain Report har været i kontakt med. De hejser dog et par røde flag for, at erhvervslivet interesseorganisationer skal passe på med at gøre debatten til en kamp om klima-regningen. Potentielt står omdømmet nemlig på spil for et erhvervsliv, der i forvejen lider af en tillidskrise i befolkningen.
– Som jeg ser det, skyder erhvervslivet ikke sig selv i foden med de udmeldinger, du nævner. Som virksomhed skal man pleje sine kommercielle interesser, ellers eksisterer man ikke, siger Karina Holm Henriksen, adm. direktør og partner i kommunikations-bureauet We Love People.
– Når det er sagt, er det vigtigt, at de agendaer man har som virksomhed og som politiker går hånd i hånd, så man ikke bliver modstandere. Det handler om, at vi får skabt et marked, som tilgodeser bæredygtige løsninger, uden at det nødvendigvis skal koste på velfærden.
Det er et højrisikospil
Også Martin Vith, director i kommunikationsbureauet Advice, peger på farerne ved, at erhvervslivet går for hårdt til politikerne.
– Det er et højrisikospil, og derfor er det også rigtigt af virksomhederne at gå ud med budskaberne om, at det kan koste på velfærden via deres brancheorganisationer. Så mister den enkelte virksomhed ikke omdømme på det.
– Men virksomhederne skal også vise, at de ikke går tilbage på klimadagsordenen. Det mener jeg nu heller ikke, at der er nogen risiko for. Det er nødvendigt for deres markeder og alle interessenter stiller krav om, at de er med til at løse klimakrisen. Det, de er ude at sige i øjeblikket, handler alene om betingelserne for at nå målene. Det er ikke udtryk for, at de ikke vil, siger Martin Vith.
Svær balance for erhvervslivet i debat om grøn omstilling
I Primetime maner managing partner Casper Hyldekvist også til en vis besindighed, selvom han anerkender erhvervslivets behov for at blive mere konkret efter en fase med “gode og velmente intentioner”.
Der kommer en fase, hvor de grønne ambitioner bevæger sig ind i en gråzone
– Det er en balance, for på den ene side skal man som virksomhed reelt ind i kampen for den grønne omstilling. Det er et konkurrenceparameter i forhold til kunder, dygtige medarbejdere og forholdet til interessenter.
– På den anden side kommer en fase, hvor de grønne ambitioner bevæger sig ind i en gråzone; konkurrerer du eksempelvis på et globalt marked, er du oppe imod udenlandske virksomheder med et andet syn på det grønne? De dygtige og velpolstrede virksomheder vil sige, at det er et konkurrenceparameter på længere sigt. Mindre og mere skrøbelige virksomheder har ofte en kortere tidshorisont.
Selvom debatten om klima-regningen hurtigt kan blive betændt, når den kædes sammen med eksempelvis reduktioner i velfærden, er udmeldingerne fra erhvervslivets organisationer udtryk for, at de sidder med gode kort på hånden, mener Martin Vith.
– Der er ikke tale om traditionel interessevaretagelse fra brancheorganisationerne, for der er ingen tvivl om, at erhvervslivet sidder med nøglerne til den grønne omstilling, politikerne ønsker. Så de er i den gunstige og meget atypiske situation, at politikerne har mindst lige så meget brug for erhvervslivet som omvendt. I den situation giver det god mening, at erhvervslivet stiller krav, så de ikke ender med sorteper, i form af regningen for omstillingen.
Politikere og erhvervsliv har blandet blod i klimadebat
Ikke desto mindre skal erhvervslivet holde sig for øje, at der ikke er nogen vej tilbage i forhold til at finde løsninger i fællesskab med politikerne.
Det er nemt at skyde på Mette Frederiksen for at have så store klima-ambitioner, uden at det må koste nogen noget
– Nu har politikerne og erhvervslivet blandet blod og spiller på samme spilleplade, og det kan gøre en stor forskel, siger Karina Holm og tilføjer:
– Det er nemt at skyde på Mette Frederiksen og politikerne for at have så store klima-ambitioner, uden at det må koste nogen noget. Men statsministeren har erkendt, at hun har brug for virksomhederne for at nå sine mål. Det er også klart, at der kommer gnidninger undervejs, for erhvervslivet og politikerne skal jo hver især holde fast i hver deres formål, og det bliver en udfordring, at få de to spor til at mødes.
Løsningen er dog ikke at grave sig ned i skyttegrave, men at gå konstruktivt til værks, mener Karina Holm.
– De nye grønne løsninger, kommer til at drive nye forretningsmuligheder, som kan understøttes af politiske reguleringer, der igen fremmer en adfærd hos forbrugerne, som gavner virksomhederne. Debatten må ikke udvikle sig til et battle, som nogen kommer til at tabe, for på lang sigt gavner den os alle.
Så hvordan varetager erhvervslivet konkret sine interesser i klima-debatten uden at sætte omdømmet over styr? Det har Casper Hyldekvist et bud på.
– I arbejdet med omdømme er tidshorisonten altid afgørende. Fra et omdømmeperspektiv er det gode råd at hæve blikket ud mod horisonten og reelt skrue op for de grønne ambitioner, sådan som vi heldigvis også ser mange virksomheder gøre. Det handler om at gøre sig spilbar i forhold til de politiske løsninger og bidrage med egne erfaringer. Egne erfaringer og løsningsforslag er hård politisk valuta, og det efterspørges i høj grad også fra politisk side, hvad klimapartnerskaberne jo blandt andet er udtryk for.
Steen Hildebrandt: Tiden er ikke til at score simple politiske point
Spørger man en af erhvervslivets mangeårige iagttagere, formand for 2030-Panelet, professor emeritus ved Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt er der ikke umiddelbart begejstring for erhvervs-organisationernes udmeldinger at spore.
– Jeg mener, man skal være yderst forsigtig med alt for enkle formuleringer og standpunkter. Hvis der er noget, der er kompliceret, så er det dette. Dette er ikke pladsen for at score hurtige og simple politiske point. Jo mere, man forsøger på det, desto mere bliver hele debatten invalideret og umuliggjort. Det er vigtigt, at vi holder debatten på et sagligt, og det vil blandt andet sige et søgende niveau. Ingen har de endegyldige svar og løsninger. Ingen, skriver Steen Hildebrandt i et mailsvar.
Det er vigtigt, at alt ikke kommer til at handle om klima
Han er dog enig i, at de udfordringer vi står over for vil kræver ofre af alle.
– Jeg kan ikke forestille mig det paradigmeskifte, som dette handler om, uden at det på forskellige måder og i forskelligt omfang vil ramme os alle. Jeg erkender og håber, at der vil finde en teknologisk udvikling sted i de kommende tiår, der vil gøre noget af den omstilling, der skal gennemføres, lettere, end det ser ud i dag, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi i de rige lande ikke kommer til at betale en pris for de mange ændringer, der er nødvendige.
Som formand for 2030-panelet, der støtter folketingets tværpolitiske arbejde for FN’s verdensmål, finder Steen Hildebrandt det bekymrende, at klima optager hele debatten både hos politikere og erhvervsliv i øjeblikket.
– Det er vigtigt med en åben og bred debat om regeringens klimaudspil og klimaambitioner. Det er vigtigt, at alt ikke kommer til at handle om klima. Det er vigtigt, at verdensmålene, de 17 bæredygtighedsmål, bliver den overordnede referenceramme, for det er verdensmålene, der rummer den store og nødvendige dagsorden. Klimaet er en del af dette, slutter han.
