Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Prisvinder donerer 10 pct. af sit overskud til klimaprojekter

Hvert år donerer biotekvirksomheden Gubra 10 pct. af sit overskud til klimaprojekter.

Rasmus Willig er Head of CSR i Grubra.

“Virksomhedens aktive indsats for et bedre klima er klar gennem en række investeringer, donation af 10 % af indtjeningen til klimaforbedrende formål og ambitionen om at blive carbon negative”.

Sådan lyder begrundelsen for, at biotekvirksomheden Gubra bliver den danske vinder af EY’s nye bæredygtighedspris. Den er for første gang en del af den globale prisuddeling EY Entrepreneur Of The Year 2020.

Gubra giver 10 pct. af sit overskud før skat til grønne formål og havde et overskud i 2019 på godt 35 mio. kr.

Inden for 2-3 år, er CO2-negative på egne jorde

Hvad bruger I de penge på?

– Vi donerer en del penge til grønne projekter og NGO’er, samt klimakompensation. Derudover opkøber vi konventionel landbrugsjord, som udleder CO2, og omlægger det til skov og natur, som binder CO2, siger Rasmus Willig, Gubras nye Head of CSR, som er kendt som klimadebattør og sociolog. Han udkommer desuden snart med en ny klimabog med titlen Vi Ved Det Jo Godt’.

Det er baggrunden for, at virksomheden er på vej mod at blive CO2-negative, ifølge Rasmus Willig.

– Vores Skov- og Naturprojekt på Langeland er den direkte vej til, at vi som virksomhed på sigt kan binde mere CO2, end vi udleder og blive CO2-negative. Gubra købte 78 ha i 2019, og når det er plantet til i år, er vi i mål på egne jorde om ca. 10-15 år. Vi har dog lige erhvervet 22 ha mere, og er hele tiden på udkig efter mere jord, så jeg vil tro, at vi inden for 2-3 år, er CO2-negative på egne jorde. Indtil da ser vi på forskellige CO2-kompensationsmuligheder.

Det er paradoksalt, at man skal flyve til Sydamerika for at se den skov, man har reddet eller genplantet

Dyrt at købe jord til skovprojekter
Selvom det lyder som en nem løsning, hvis ens virksomhed genererer et overskud, er de indledende øvelser vanskelige.

– Det er forfærdelig dyrt at opkøbe jord i Danmark, da vores hektarpriser er høje sammenlignet med mange andre lande. Men det er klart at foretrække, når man ønsker at være CO2-negativ. Undersøger man de mange kompensations- og offsetting-ordninger, er de ofte svært gennemskuelige, siger Rasmus Willig og fortsætter:

– Det er jo også paradoksalt, at man skal flyve til Sydamerika for at se den skov, man har reddet eller genplantet, siger Rasmus Willig om årsagen til, at Gubra fokuserer sin indsats på Danmark.

Med sit fokus på forskning inden for nye lægemidler, er Gubra heldigere stillet end mange andre virksomheder, når det gælder klimaregnskabet. Der er nemlig ikke tale om en tung produktionsvirksomhed i traditionel forstand.

Gjorde bare en femtedel af danske virksomheder som os, ville vi være i gang med at binde enorme mængder af CO2

Det gør vejen til at blive CO2-negativ kortere, men alle virksomheder kan med fordel gøre som Gubra, mener Rasmus Willig. Han understreger dog, at CO2-binding skal gå hånd i hånd med effektiviseringer på el, vand og varme og ikke mindst affaldshåndtering.

– Gjorde bare en femtedel af danske virksomheder som os, ville vi være i gang med at binde enorme mængder af CO2. Det er en hurtigere vej end at vente på, at politikerne handler. Det der karakteriserer både klima- og biodiversitetskrisen, er jo, at vi har kort tid til at komme i mål med nogle løsninger, og at der er behov for, at alle bidrager, siger han og tilføjer:

– Vores vigtigste budskab er, at det ikke er så svært at blive CO2-negativ. Det er samtidig en stor fordel for os. For i forbindelse med den skov vi rejser, etablerer vi en kursusvirksomhed for de ansatte, som også kan leje sig ind og feriere på Langeland.

Virksomheders donationer kan styrke grøn omstilling
I har jo oplevet vækst og har fået et pænt overskud, men alle virksomheder er jo ikke i den situation – eller også har de investorer, som kræver udbytte, så det er vel ikke lige nemt for alle at gøre som jer?

– Gubra ejes stadig af de to stiftere, Niels Vrang og Jacob Jelsing, som begge brænder for den grønne omstilling. Mange mener, at det er mange penge at donere og investere ti pct. af overskuddet før skat, men vi beholder jo 90 pct. og geninvesterer det i virksomheden. Beløbet vil selvfølgelig variere alt efter virksomhedens størrelse, men hvis flere tog beslutningen om at give en lille del af overskuddet til grønne projekter, kan vi få vendt udviklingen hurtigt for Danmarks vedkommende. Ja, så ville vi være verdensførende i den grønne omstilling.

Skovrejsning og det at udlægge dyrket jord til natur er stadig den billigste og lettest tilgængelige teknologi

Kritikken af skov- og natur til binding af CO2 går bl.a. på, at træer ikke står evigt, og at det kan være svært at opgøre, hvor meget CO2, der opsuges. Skulle I ikke som biotek-virksomhed i højere grad være fortaler for teknologiske løsninger?

– Mange teknologier er stadig under udvikling, ekstremt dyre og man skal vente længe på, at de kan tages i brug. Skovrejsning og det at udlægge dyrket jord til natur er stadig den billigste og lettest tilgængelige teknologi. Man siger typisk, at man kan binde 10 ton CO2 per hektar. Med nye metoder, der øger humusindholdet i jorden, kan vi måske binde 12-15 ton CO2 per hektar. Så der er ingen tvivl om, at jo mere viden vi får på det område, jo større et marked for skovdrift vil der opstå.

For os der har været igennem en klima- og biodiversitets-depression, er det fantastisk at opleve

Handlinger modvirker klima-depression
Derudover har arbejdet med naturens egne løsninger også andre fordele, mener Rasmus Willig. Han har tidligere argumenteret for, at vi både skal regenerere kloden og os selv.

– For os der har været igennem en klima- og biodiversitets-depression, er det fantastisk at opleve, at den forsvinder når først man stikker spaden i jorden og ser, hvor lidt der skal til for at regenerere jorden.

Oplevelser som den kan også være med til at opløse noget af modstanden mod klima-indgreb, mener Rasmus Willig.

– Når vi får at vide, at vi skal skære ned på kødforbruget og flyve mindre, kan det virke som om, vi mister en del af os selv, derfor stritter vi imod. Men der er en opbyggelighed i at få jord under neglene og være med til at binde CO2 på en naturlig måde. Det giver en ny selvrealiseringsfigur, vi kan nikke genkendende til.

Ifølge Rasmus Willig bliver målsætninger om at være CO2-negativ det næste, der vil kendetegne virksomheder med grønne ambitioner.

– I øjeblikket vil mange reducere deres CO2-udledning med fx 50 pct. i 2030 og være CO2-neutrale i 2050. Men den reelle udfordring er, om man kan gå så langt, at man bliver CO2-negativ og tilmed får et markant negativt fodaftryk. Det er et nyt billede, der er ved at tegne sig.

LÆS OGSÅ: Velux: Vi skal igennem en bæredygtihedstransformation

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.