Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Ørsted og Novozymes er i rapporteringens ‘Champions League’

41 globale virksomheder kan i 2020 smykke sig med en særlig FN-hæder for sin rapportering.

Foto: Ørsted/presse

Hvad har Unilever, Pernod Ricard, Novozymes og Ørsted til fælles? De har alle opnået den mundrette status som Global Compact LEAD Company.

Titlen er FN’s belønning til virksomheder, som gør en særlig indsats, når det gælder COP-rapporteringen (Communication on Progress, red.) i forhold til Global Compacts 10 principper samt verdensmålene.

– LEAD-virksomheder repræsenterer det højeste niveau af engagement i FN’s Global Compact, siger Sanda Ojiambo, CEO and Executive Director for UN Global Compact. Den grad af commitment er nødvendig for at opnå en bæredygtig fremtid, tilføjer hun i en pressemeddelelse.

Rapportering kræver mange ressourcer
I Ørsted er Anders Kirkeby Larsen, Sustainability Advisor i Global Sustainability, tovholderen på 2019-rapporten, som er årsag til hæderen. Og det er hverken han eller de mange andre involverede kommet sovende til, fortæller han.

– Det er en anerkendelse af, at vi er i Champions League for rapportering og tager aktivt del i at hæve barren for, hvad bæredygtighed skal betyde i 2020. Det er vi stolte af, for vi bruger utrolig mange ressourcer på vores ikke-finansielle rapportering.

Rollen som projektleder og redaktør udgør det meste af et årsværk

På Anders Kirkeby Larsens tjekliste over, hvad der udgør en god sustainability-rapport er, at den skal have data af høj kvalitet, transparens i forhold til både negative og positive impacts og så skal den demonstrere, at man har øje for de mest relevante bæredygtighedsudfordringer for virksomheden og en plan for at håndtere dem.

Hvor mange ressourcer bruger I på jeres sustainability-rapportering?

– Rollen som projektleder og redaktør udgør det meste af et årsværk. Det gør det fordi rollen også indebærer den årlige væsentlighedsvurdering, hvor vi kortlægger forskellige bæredygtighedsemners relevans for vores virksomhed og dermed former både vores strategiske landskab og rapportering. Efteråret går med at skrive rapporten og indhente og kvalificere data i tæt samarbejde med vores ESG Accounting afdeling, siger Anders Kirkeby Larsen.

Dataindsamlingen er en global øvelse
Sustainability-rapporteringen involverer dog eksperter på tværs af organisationen.

– Det kræver meget tid fra en del mennesker, fordi vores model er, at de relevante data, fakta og fortællinger ikke kun udvælges og leveres af hovedkvarteret eller på gruppeniveau. Rapporten afhænger af samarbejde på tværs af forretningen, også med de lokale eksperter, som arbejder med bæredygtighed på et operationelt niveau. Derudover har vi også en governance model for rapporten der sikrer, at vores øverste ledelse bidrager aktivt til rapporten, siger Anders Kirkeby Larsen.

Rapporten giver en konkret årlig anledning til at sikre, at vi får taget de relevante diskussioner og får udfordret status quo

Ud over at det er lovpligtigt, hvad betyder sustainability-rapportering så for jeres forretning?

– Den fungerer som en løftestang for at italesætte og indarbejde bæredygtighed i hele vores organisation, så vi hele tiden flytter barren for, hvor vi skal hen, siger Anders Kirkeby Larsen og nævner et eksempel:

– I sustainability-rapporten for 2019 lancerede vi to nye mål om CO2-neutralitet for vores egen forretning og for vores værdikæde. Rapporten giver en konkret årlig anledning til at sikre, at vi får taget de relevante diskussioner og får udfordret status quo. For at kunne gøre det, skal man hele tiden være orienteret om klimakrisen og bæredygtighedsudfordringer i bredere forstand, så man forstår, hvilke indsatser vi skal bidrage med som energivirksomhed, og hvordan vi gør det i praksis.

I 2025 skal Ørsted være CO2-neutral som virksomhed (i scope 1 og 2), mens samme mål gælder hele værdikæden i 2040 (scope 3).

Kun få store virksomheder rapporterer om CO2-udslip
Kun 12 pct. af de største virksomheder rapporterer løbende om deres CO2-udslip, ifølge nye tal fra FSR – danske revisorer. Og når de gør, er det ikke på samme måde. Hvis alle virksomheder rapporterede om CO2 efter den anerkendte Green House Gas Protocol, ville det blive nemmere at forstå og sammenligne data på tværs af virksomheder, siger Charlotte Jepsen, adm. direktør i FSR til Børsen.

Sustainability-rapportering stikker ofte i mange forskellige retninger

Og netop standarder for rapportering og forskningsbaserede mål er vigtige for en god rapport, mener Anders Kirkeby Larsen.

– Den finansielle rapportering sætter man ikke spørgsmålstegn ved, men sustainability-rapportering stikker ofte i mange forskellige retninger. Der er ikke på samme måde en yardstick for, hvordan man gør. Den prøver vi at sætte for os selv blandt andet med vores engagement i Science Based Targets, alignment med GHG protokollen og de action platforms, som UN Global Compact stiller til rådighed, siger Anders Kirkeby Larsen med henvisning til to FN-initiativer, som adresserer nogle af Ørsteds bæredygtighedsudfordringer i et fælles forum med andre virksomheder og eksperter. Det gælder områderne ‘Sustainable Ocean Business’ og ‘Business Ambition for Climate and Health’.

– Vi vil gerne være med til at præge andre virksomheder til at sætte bæredygtighedsmål, som er i overensstemmelse med videnskaben og revideret af tredjepart (ud over virksomhedens egen revisor, red.). På den måde kan vi bidrage til en CO2-reduktionskurve, der er ambitiøs nok til at sikre en sund planet. Det giver også vores rapportering den tyngde og seriøsitet den skal have.

Ikke desto mindre er sustainability-rapporter næppe en page-turner for andre end de særligt interesserede. Så hvordan får man den aktiveret i organisationen? Det har Anders Kirkeby Larsen et bud på.

– Jeg ser den som Ørsteds håndbog for bæredygtighed. Det er vigtigt, at den bliver brugt aktivt og ikke bare samler støv. Derfor forsøger vi at udvikle et format, som er let at gå til og interessant at læse, og vi trykker nok eksemplarer til, at alle medarbejdere kan få et. De bruger den løbende til at orientere sig om, hvad vores bæredygtighedsmål er – også når det gælder områder som inklusion, mangfoldighed og biodiversitet.

Bæredygtighed handler ikke kun om performance, men også om kultur

To aktuelle bæredygtigheds-emner på radaren lige nu
Netop de emner er nogle af dem, Anders Kirkeby Larsen holder ekstra godt øje med for tiden.

– For mig personligt og som professionel inden for bæredygtighed, er det især interessant at følge debatten om #metoo og lige rettigheder både globalt og i Danmark lige nu. Bæredygtighed handler ikke kun om performance, men også om kultur og måden vi tænker på. Virksomheder skal tage stilling til, hvad folk forventer af os og have klare holdninger til, hvad vores værdier er, selvom det er sværere at håndtere end mange andre mål.

Men presset stiger også på virksomheder, når det gælder de klassiske klimamål, mener han.

– I takt med at 2030 kommer tættere på, og vi både skal nå at indfri verdensmålene og Danmarks og EU’s mål for CO2-reduktion, stiger presset på virksomhederne. Udviklingen går den forkerte vej, så troværdigheden falmer, hvis man kun sætter mål, der ligger ti eller 30 år ude i fremtiden. Jeg tror, det bliver forventet, at virksomheder løbende viser fremskridt mod kortsigtede mål, siger Anders Kirkeby Larsen.

Forsiden lige nu:

Politikerne har forladt os, så nu stikker han selv spaden i jorden

PORTRÆT. Forsker og bestsellerforfatter Rasmus Willig har mistet troen på politikernes evne til at løse biodiversitets- og klimakriserne. Derfor har han droppet forskerlivet ved skrivebordet for selv at gå i marken med nye forretningsmodeller og løsninger, som tør vende profitræs til samskabelse fra jord til bord.

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading