Når det gælder store udfordringer, som samfundet står overfor lige nu og i de kommende år, er der brug for løsninger, der går udover enkelte fagområder, og hvor fagområder arbejder på tværs.
Sådan lyder det fra rektorerne på Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet, Nikolaj Malchow-Møller og Anders Bjarklev, og netop dette ligger til grund for det nye strategiske samarbejde de to universiteter har indgået med hinanden på både forsknings- og uddannelsesområdet.
– Vi står med nogle store samfundsudfordringer foran os, hvor der er behov for tværfaglighed, og særligt dén som CBS og DTU sammen kan byde på. Det er udfordringer som bæredygtighed, digital transformation, pandemihåndtering og grøn omstilling. De her udfordringer kalder på løsninger, der rækker ud over enkelte fagområder, siger rektor for CBS Nikolaj Malchow-Møller og fortsætter:
– Jo før vore fagområder områder kan arbejde sammen, jo bedre. Vi vil gerne give vores studerende mulighed for at styrke deres tværfaglige kompetencer, og vores forskere bedre mulighed for at indgå i tværfaglige projekter.
Også tidligere erfaringer har ifølge rektor for DTU Anders Bjarklev kun bekræftet, at der er stor samfundsmæssig værdi i kombinationen af det tekniske og det merkantile område:
– Vi har fra både CBS’ og DTU’s side kunnet iagttage, gennem en længere årrække, at der opstår meget skøn musik når folk, der har forstand på handel og markedsføring og folk med forstand på teknologi, bringes sammen. Det har vi set gennem blandt andet forskellige innovationsmæssige sammenhænge og gennem fælles projekter, hvor studerende har nydt godt af hinandens kompetencer, siger Anders Bjarklev.
Vil sætte fart på forskningsprojekter
Samarbejdet mellem universiteterne skal mere konkret udmønte sig i et samarbejde om master- og kandidatuddannelser, i fælles studenterprojekter og i fælles forskningsprojekter universiteterne imellem, lyder det fra rektorerne.
Disse forskningsprojekter skal finde og udvikle fælles løsninger på aktuelle samfundsudfordringer, der involverer både det tekniske og det erhvervsmæssige aspekt. Denne kombination af discipliner mener Anders Bjarklev både vil styrke og “sætte fart” på forskningen:
– Fordelen og styrken her er, at vi får tænkt begge områder ind i forskningsprojekterne fra start. Det gør, at vi hurtigere kan indtænke justeringer fra begge fagområder i projekterne. Hvis man for eksempel er en CBS-professor, der sidder arbejder på et projekt, så vil han eller hun meget hurtigere få at vide, hvad der sker teknologisk undervejs, og så man kan tænke det med ind forskningen med det samme, siger Anders Bjarklev. Han fortsætter:
– Derfor tror jeg, at forskningen kan blive mere relevant og bedre til at besvare nogle af de udfordringer, vi står over for – fordi vi får kombineret kompetencerne fra begyndelsen. Det gør, at vi får langt større hastighed på de her projekter.
Rektor for CBS Nikolaj Malchow-Møller stemmer i og understreger, at der ikke blot i Danmark men også på europæisk plan er et stort behov for tværfaglighed, både på uddannelses- og forskningsområdet.
– Når vi ser på de midler, der allokeres til forskning – både nationalt og på EU-plan, så drejer det sig i høj grad om tværfaglig, missionsdrevet forskning. Det, vi derfor gerne vil facilitere, er at koble faglighederne sammen – det giver bedre resultater at tænke dem sammen fra starten af en proces.
Fælles løsninger, hurtigere
For CBS- og DTU-studerendes vedkommende vil samarbejdet mellem universiteterne blandt andet indebære, at kandidatstuderende vil kunne tage semestre på begge på universiteter, for på den måde at opnå stærke kompetencer inden for både det tekniske og det erhvervsmæssige område.
Således er visionen at uddanne kandidater med forståelse for både markedsføring, forretning og for det tekniske område.
– Dette vil klæde de studerende bedre på til at skulle ud og arbejde med vigtige problemstillinger og udfordringer i virksomhederne – og samtidig får de en dyb forståelse for andre fagområder end deres egne, lyder det fra Anders Bjarklev. Han tilføjer, at der allerede er kommet meget positive reaktioner på det nye samarbejde fra forskellige stemmer i erhvervslivet.
Grøn omstilling
De tværfaglige samarbejder mellem både studerende og forskere vil, håber de to rektorer, resultere i, at man hurtigere og mere effektivt kan finde fælles løsninger på udfordringer i vores samfund.
En af disse udfordringer er den grønne omstilling, som er nødvendig at prioritere, hvis vi skal nå i mål med klimamålsætningerne i 2030 og 2050, forklarer Anders Bjarklev.
Og netop kombinationen af forretning og teknologi kan ifølge Nikolaj Malchow-Møller være en måde at sætte fart under den grønne omstilling:
– Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling er det ikke tilstrækkeligt kun at tænke i business – eller kun at tænke i teknologi. Hvis vi ikke får business på teknologien, så virker det ikke så godt, som det kunne, og den grønne omstilling bliver ikke det forretningseventyr for Danmark, som man kunne håbe på, siger han.
Anders Bjarklev tilføjer, at man som en del af det strategiske samarbejde “vil bruge en masse kræfter på, hvordan man kan kombinere CBS og DTU i forhold til at udarbejde forslag til blandt andet politikere om grønne løsninger.”
Et startskud til flere samarbejder
Begge rektorer håber desuden på, at samarbejdet mellem CBS og DTU kan inspirere til flere samarbejder på tværs af universiteter i resten af landet.
– Vi tror meget på, at når man begynder at øve sig i at tænke andre fagligheder ind i sit eget fagområde, så vil man måske generelt begynde at tænke mere i samarbejde, siger Anders Bjarklev.
Han tilføjer, at han selv, som formand for Danske Universiteter, var med til i efteråret at efterspørge netop flere samarbejder mellem de danske universiteter.
– Vi har brug for det i samfundet. Vi skal både have en dyb faglighed hver især, men der er i dag en meget højere grad af forventning om, at vi skal uddanne os hele livet. Derfor er det godt at man tidligt, som studerende, får et billede af, hvor man skal hen og hvordan man kan udfolde sine interesser, fortsætter Anders Bjarklev.
Nikolaj Malchow Møller fortæller, at han håber på at kunne være med til at starte en større tradition for samarbejder mellem universiteter.
– Det er det, der er brug for i dag i forhold til de samfundsudfordringer, vi står overfor globalt, siger han og tilføjer, at han selv sagtens kan forestille sig flere og bredere samarbejder med for eksempel sundhedsvidenskab og humaniora.
Hvornår samarbejdet konkret manifesterer sig i konkrete projekter og kurser for studerende kan rektorerne endnu ikke give et klart svar på. Fra Anders Bjarklev lyder det dog, at de til sommer forventer at være klar med beskrivelser af nye kurser for kandidatstuderende, som en del at de nye to-årige tværfaglige kandidatforløb.
Nikolaj Malchow-Møller understreger, at de stadig er meget tidligt i planlægningsprocessen:
– Det her er bare begyndelsen – men dog en vigtigt start, siger han og afslutter:
– Det er nu, vi skal have arbejdstøjet på og finde ud af, hvad vi konkret skal gøre.
Forsiden lige nu:

Politiken dropper grøn status og skruer ned på ambition som Danmarks førende klimaavis
Efter kritik af deres hjemmestrikkede grønne status har avisen helt droppet af fortælle om deres klimabelastning. Nu kan man alene se tal fra JP/Politiken-koncernen.

Genbrugssucces: Københavnerprojekt sikrer mod fremtidens skybrud
Vi mangler løsninger på hyppigere skybrud og kraftigt vejr. Projektet Fremtidens Gårdhave har et bud, der tager højde for både den intensiverende regn og samtidig er designet med bæredygtighed i ligningen.

Millionbevilling fra RUC: Stor minimering af landbrugets CO2-udledning på vej
CO2-udledningen kan nedbringes med millioner af ton, hvis “bare” teknologien biomasse-pyrolyse bliver rullet ud i stor nok skala – og samtidig hurtigt nok. Et nyt forskningsprojekt skal skabe grundlaget for en biomasse-pyrolyse sektor i Danmark.
Seneste artikler:

Efter 25 år i Jyske Bank skal han stå i spidsen for Seges Innovations økonomiværktøj
Seges Innovation ansætter Lars Viftrup Lund som ansvarlig for virksomhedens økonomistyringsværktøj.

Forskere veksler slam til grønt brændstof – nu gør de klar til produktion
Slam er muligvis kodeordet til at skabe en mere klimavenlig transport på vejene og de udskældte flyruter. Forskere på Aarhus Universitet rykker deres succesforsøg med at omdanne slam fra spildevand til en grøn olie ud i den virkelige verden.

Søren Tscherning vinder pris som grøn ejerleder
PwC, Nykredit og Dansk Erhverv har kåret Søren Tscherning til vinderen af Årets Regionale Temapris i Hovedstaden ved Årets Ejerleder 2023.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
