Connect with us

Hvad søger du?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Lego: Et team på 150 leder efter mere bæredygtige materialer

En ny plan til 2,5 mia. kr. skal gøre Lego til en mere bæredygtig virksomhed.

Foto: iStock

Lego Koncernen offentliggjorde i september planer om at investere op til 2,5 milliarder kr. over tre år for at sætte endnu mere skub i initiativer inden for bæredygtighed og social ansvarlighed.

Investeringen skal blandt andet bidrage til ambitionen om at gøre al emballage bæredygtig i 2025. Som det seneste initiativ i den forbindelse vil Lego udfase alt engangsplast i poserne inden i Lego-æsker.

Derudover vil investeringer gå til en række initiativer, herunder udvikling af mere bæredygtige produkter, målet om ”zero waste”, CO2-neutral drift i 2022 og øget cirkularitet samt tiltag i samarbejde med Lego Fonden, der skal inspirere børn til at lære mere om bæredygtighed gennem leg.

Legos har desuden en ambition om, at koncernens brug af fossil plast skal være udskiftet med mere bæredygtige alternativer som for eksempel biobaseret plast senest i år 2030.

Vi har sat en række udfordrende men realistiske mål for de næste tre år

Vi bad Tim Brooks, Vice President for Environmental Responsibility i Lego om at uddybe den aktuelle plan.

Hvordan landede i på beløbet 2,5 mia. kr., og hvad er succeskriteriet for den investering? 

– Vi har sat en række udfordrende men realistiske mål for de næste tre år, som vil give os et stærkt udgangspunkt på nøgleområder som klimaforandringer, bæredygtige materialer og læring gennem leg. Vi har også lavet langsigtede overvejelser i forhold til, hvilken slags virksomhed vi vil være i 2032, når vi bliver 100 år. Disse mål blev beregnet med hensyn til de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, hvilket bragte os til det nævnte beløb på 2,5 mia. kr., oplyser Tim Brooks i et skriftligt svar.

Hvad er de største udfordringer i jeres plan? 

– Pt har vi et team på over 150 ansatte, som arbejder på at finde mere bæredygtige materialer til vores emballage og produkter, som har lige så høj sikkerhed, kvalitet og holdbarhed, som de materialer vi bruger på nuværende tidspunkt. Vi planlægger at accelerere vores forskning i nye, mere bæredygtige materialer med denne investering.

Allerede i 2015 afsatte Lego 1 mia. kr. til at forske i bæredygtige legoklodser, men indtil videre er det kun 1-2 pct. af de legoklodser, der er på markedet, som er lavet af bæredygtige materialer, skrev Børsen tidligere på året.

Vi laver nu omkring 80 elementer af bio-polyethylen

Ifølge Tim Brooks vil der dog ske store fremskridt inden for de kommende tre år.

– Vi gør gode fremskridt inden for bæredygtige materialer. Vi lancerede vores første bio-baserede elementer i 2018 med cirka et dusin botaniske elementer (såsom Lego-træer og buske, red.) lavet af bio-polyethylen (en af de mest udbrede plasttyper, red.).  I løbet af de seneste par år, har vi ekspanderet brugen af det og laver nu omkring 80 elementer af bio-polyethylen.

Det arbejde skal udbygges over de næste tre år, hvor det blandt andet vil blive brugt til Lego-minifigurernes hår, fortæller Tim Brooks

– På samme tid vil vi fortsætte med at udforske andre genanvendelige eller genbrugelige materialer til brug for vores elementer og klodser.

Hvad fik jer til at lave denne store investering netop nu? 

– Over de seneste ti år, har vi lavet en række tiltag for at bygge en bedre planet for kommende generationer. Men som samfundet begynder at blive genopbygget efter pandemien, tror vi, at det i stigende grad er presserende og vigtigt at prioritere miljømæssige og sociale aktiviteter.

– Denne investering vil hjælpe os med at accelerere vores indsatser i forhold til bæredygtighed og social ansvarlighed over de næste tre år for yderligere at reducere vores miljømæssige aftryk og give børn de færdigheder de har brug for for at skabe en bæredygtig fremtid. Vi er også blevet inspireret af de hundredevis af breve, vi har modtaget fra børn om bæredygtighed.

Gælder jeres mål om at opnå CO2-neutral drift i 2022 også for leverandører, eller har I plancer om at sætte mål for scope 3 udledninger? 

– Vi har et miljøprogram for vores leverandører, som har fungeret i flere år, hvor vi arbejder direkte med leverandører om at reducere vores begges aftryk.

Hvad er vigtigst: at nå jeres bæredygtighedsmål eller at opretholde kvaliteten af jeres produkter, hvis det hypotetiske trade-off skulle opstå? 

–  Vi arbejder på at finde nye, mere bæredygtige materialer til vores emballage og produkter, som ikke kompromitterer vores høje kvalitet og sikkerhedsstandarder. Vi har forpligtet os til at levere produkter og emballage, som lever op til de mest strikse globale krav. Det er noget vi ikke går på kompromis med eller nogensinde vil gå på kompromis med.

Lego Koncernen er desuden blevet medlem af den anerkendte Ellen MacArthur Foundation, som arbejder for at fremme cirkulær økonomi.

Se alle punkterne i Lego Koncernens plan for de næste tre år

Miljø
CO2-neutralitet i driften ved udgangen af 2022. Derudover vil Lego Koncernen fortsætte med at være 100 procent balanceret af vedvarende energi i alle lande, hvor virksomheden er til stede. I den forbindelse vil Koncernen investere i initiativer, der sænker energiforbruget og CO2-udledningen pr. produceret Lego-klods.

Lancering af Lego Replay i to nye lande ved udgangen af 2022. Lego Koncernen vil desuden samarbejde med Ellen MacArthur Foundation-netværket som en del af sin indsats for at designe mere cirkulære produkter og emballage.

Intet affald til deponi ved udgangen af 2025. Målet skal nås ved at reducere mængden af affald, fra Koncernens produktion. Lego Koncernen sender i dag 93 procent af al affaldet fra sine fabrikker til genanvendelse. 100 procent af plastaffaldet fra støbemaskiner genbruges – en del heraf i Koncernens egen produktion.

2025 ambition om at gøre al emballage 100 procent bæredygtig. Ambitionen inkluderer et mål om at fjerne al engangsplast i alle produkter, emballage og drift. Målet omfatter et forbud imod at benytte engangsplast på tværs af alle virksomhedens kontorer, fabrikker og butikker.

2030 ambition om at alle produkter skal være fremstillet af bæredygtige materialer.

Mennesker og samfund
Fortsættelse af program for ansvarligt indkøb med afsæt i Lego Koncernens Responsible Business Principles, som beskytter rettighederne og helbredet hos alle, der er involveret i at fremstille Lego produkter og deres børn.

Fortsat fokus på at gøre Lego Koncernen til en inkluderende, sikker og motiverende arbejdsplads for alle kollegaer.

Fortsat støtte til børn og lokalsamfund påvirket af sociale udfordringer og globale kriser. I 2020 donerede Lego Koncernen og Lego Fonden i fællesskab mere end DKK 300 millioner til at støtte børn, som blev påvirket af COVID-196. Lego Koncernen donerede yderligere DKK 25 millioner til organisationer, der støtter sorte børn samt uddannelse i racelighed til alle børn, for at yde støtte til kampen mod racisme og ulighed.

Børn
Lego Koncernen vil nå ud til 8 millioner børn om året gennem globale og lokale programmer i 27 forskellige lande. Programmerne vil bringe leg til børn, hjælpe dem med at udvikle vigtige færdigheder og lære dem om bæredygtighed. Nye og nuværende programmer inkluderer ’Build the Change’, ’Build to Give’, ’RE:CODE’ og lokale initiativer støttet af frivillige Lego medarbejdere.

Lego Koncernen vil nå ud til 2 millioner forældre i 2022 gennem programmer designet til at lære dem om de livslange fordele ved leg.

Lego Koncernen vil fortsætte med at sætte standarden for ansvarligt engagement med børn med fokus på online engagement – herunder beskyttelse af børns rettigheder på tværs af alle virksomhedens digitale oplevelser. Indsatsen inkluderer initiativer som ’Captain Safety’ – en superhelt, som lærer børn om online sikkerhed, Lego Life – et sikkert socialt medienetværk for børn samt partnerskabet med UNICEF, som fokuserer på at udvikle førende standarder og retningslinjer inden for digital sikkerhed til børn og inspirere andre virksomheder til at gøre det samme.

Lego Koncernen vil nå ud til millioner af forældre og børn gennem det eksisterende ’Digital Citizenship & Wellbeing’-program, som giver børn de færdigheder, de skal bruge for at være ansvarlige digitalt. Den seneste kampagne ’Small Builds for Big Conversations’, som skal støtte forældre i at snakke med deres børn om digital sikkerhed, er indtil nu nået ud til flere end 20 millioner voksne.

Kilde: Lego Koncernen

Forsiden lige nu:

Polestar følger værdikæden med blockchain

I 2027 skal alle batterier have et digitalt pas. Elbilproducenten Polestar er gået foran og tracker allerede nu en række metaller. Både myndigheder og forbrugere kræver i stigende grad transparens.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.