Simon Kjær Hansen har i mange år beskæftiget sig med byudvikling, både som vicedirektør i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og de seneste syv år som global direktør for klima- og byorganisationen C40 Cities.
Nu skal han som chef for det nye Copenhagen Center for Public Policy på Københavns Universitet forsøge at bygge bro mellem de ”tørre” videnskaber – samfundsvidenskab, humaniora, jura og teologi – og det omkringliggende samfund.
Læs også: Globale byers klima-løsninger viser vejen for dansk eksport
Kernen i det nye center er nemlig at bedrive forskning i samarbejde med virksomheder, organisationer og myndigheder.
– Vi vil gerne gøre det nemmere at skabe adgang til universitetets enorme, troværdige viden for dem, der står med praktiske problemer på hånden ude i samfundet, siger han.
Den afgørende ping-pong
Hvor man i et klassisk forskningsprojekt først bringer sin viden videre til dem, det kan være relevant for, når projektet er færdigt, fagfællebedømt og publiceret, så vil forskerne tilknyttet det nye center være i dialog med ”aftagerne” helt fra starten.
– Det øjeblik forskergrupperne går i gang med at udvikle deres projekt, inddrager de dem, som projektet vil være relevant for. Der er en dialog i alle faserne i forskningsprojektet, siger Simon Kjær Hansen.
– Jeg tror, at den løbende dialog og ping-pong giver en endnu bedre mulighed for, at vi får lavet noget fantastisk forskning af høj kvalitet, som samtidig også er meget relevant, fortsætter han.
Klimaproblemet og byernes betydning
Udover, at forskningen skal skabes i samspil med aktører uden for universitets vægge, er centrets andet dogme tværfaglighed blandt forskerne.
Begge dogmer har samme årsag: At rigtig mange af samfundets problemer ikke kan løses af forskere, beslutningstagere, borgere eller virksomheder alene.
– Klimakrisen er et godt eksempel. Det har været afgørende, at dygtige forskere pegede på, at der var et problem. Nu har vi så brug for, at forskere fra humaniora og samfundsvidenskab hjælper med viden om, hvordan vi kan skabe grøn omstilling ved at få folk med ind i den demokratiske samtale om de store samfundsforandringer, siger Simon Kjær Hansen.
Læs også: Fjern stopklodserne for bæredygtigt byggeri
Det kan handle om alt fra hvilke love og regler, der vil kunne begrænse det individuelle forbrug, til hvordan man ændrer kulturen omkring måltider, rejser og transport, så den er mere klimavenlig.
– Men der er også mange beslutninger, der skal tages, og det kan forskerne ikke hjælpe med – der må politikerne og andre beslutningstagere træde til, siger han.
Netop klimakrisen og udfordringerne med bæredygtig udvikling adresserer Simon Kjær Hansen i sin bog, ’Et forsvar for storbyen – Tæt, højt og fælles er vejen til bæredygtighed i det 21. århundrede’, som udkom 22. september.
– Kampen om klimaet kan både vindes og tabes i byerne. Ét er sikkert, og det er, at vi ikke kommer igennem klimakrisen, hvis byerne ikke er med. Vi skal gøre os rigtig meget umage med at få organiseret byerne på en måde, så vi nedbringer CO2-udledningerne mest muligt og mest effektivt, siger han.
Storbyens dårlige klima-ry
Når vi forestiller os en klimavenlig måde at bo på, er det de færreste af os, der ser en storby for sig, men nok nærmere et lille selvforsynende øko-samfund ude på landet.
Men storbyerne er meget mere klimavenlige end deres ry. Faktisk belaster gennemsnitskøbenhavneren ifølge Simon Kjær Hansen miljø og klima mindre end gennemsnitsdanskeren.
Det skyldes blandt andet, at byboere kører mindre bil, bor på færre kvadratmeter og i høj grad bor i lejligheder, hvor man er fælles om rørlægning, varmeforsyning og så videre.
Selv, når det kommer til biodiversitetskrisen, ser han storbyerne som en del af løsningen.
– Biodiversitet handler i høj grad om plads. Så, hvis vi skal løse biodiversitetsproblemet, nytter det jo ikke noget at plastre de store vidder til med små økosamfund og parcelhusudstykninger, og i øvrigt bygge en masse veje, så de kan komme derud, siger han.
Læs også: Ny strategi for bæredygtigt byggeri er ikke ambitiøs nok
Ifølge Simon Kjær Hansen er synet på byerne som et beskidt og forurenet sted et forældet syn, der stammer tilbage fra industrialiseringens tid. Men i de fleste moderne byer er industrien væk, og det er gode steder for mennesker at bo.
– Globalt set er der fortsat byer med en væsentlig grad af industri, særligt i de store sydøstasiatiske byer – men der er også den samme tendens mod, at man forsøger at få flyttet industri væk fra byen, siger han og fremhæver Beijing som eksempel.
– En af de måder, man arbejder med luftkvalitet på i Beijing er at fjerne de mest forurenende fabrikker fra den centrale del af byen.
Så hvis vi virkelig skal være bæredygtige, skal vi ifølge Simon Kjær Hansen bygge tæt og i højden. Og så småt som muligt.
– De mest bæredygtige kvadratmeter er jo dem, vi ikke bygger.
Tags:
