Solen skinner i Valbyparken.
Temperaturen siger 24 grader, og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at kalenderen sagde juli og ikke september.
Festivalpladsen på Tomorrow Festival har åbnet dørene, og temaet er bæredygtighed.
Under normale omstændigheder ville det være nemt at nyde det varme vejr, men som en gnavende orm blander billeder fra oversvømmelser i USA sig med sætningen: “Det er ikke naturligt, at det er så varmt”.
Og derfra går der en lige linje til koblingen mellem de mange gange, man har vasket samme vask to gange, fordi man glemte at hænge tøjet op. Eller alle de gange, man har takket ja til et sugerør til iskaffen, fordi man syntes det var en del af oplevelsen.
Ja, det er let at blive ramt af klimaskyld.
Folk mærker effekterne af global opvarmining
Som danskere har vi – indtil videre – været forskånet for de alvorligste konsekvenser af klimakrisen i vores del af verden. Mange andre steder kan de allerede mærke effekten af mit overforbrug af H&M-tøj i 00’erne, eller de gange jeg tog en taxa på grund af sko, der var for små, for høje og for billige, og derfor aldrig blev brugt igen.
Det unaturlige vejr er vores egen skyld. Og ikke kun de store amerikanske virksomheder med chefer, der – groft karikeret – ler højt og grisk med cigarer i munden, når pelikanerne sjapper rundt i olie. Nej, det er også din og min skyld som forbrugere.
Men på en talk på Tomorrow Festival taler den grønlandske professor i geologi Minik Rosing om klimakolonisering og om skyld og skam. Ifølge Minik Rossing er den gnavende orm ikke konstruktiv.
– Det her med at ville placere skyld, det er tror jeg dels ikke er særligt frugtbart, dels tror jeg heller ikke, at det er sandt, at vi entydigt kan få afdækket skylden, og når nogen så har “taget den”, så bliver alt godt igen, siger Minik Rosing.
Han tilføjer:
– Hvis vi skal komme nogle vegne, er vi nødt til at gå konstruktivt til værks.
Klimakolonister
Ifølge den grønlandske professor har områder som Arktis og Afrika været set som ressourcer af Vesten. En tankegang, han stadig oplever, når der tales om klimaspørgsmål.
– Ofte taler man om, hvordan man kan redde værdierne ud af Arktis, inden den synker. Man taler ikke så meget om, at der rent faktisk er nogen af os, der bor der, sagde professoren, der selv er født i Nuuk.
Ved talken skulle den 23-årige aktivist Nyombi Morris også have deltaget. Han bor i Uganda og er aktiv i Fridays for Future-bevægelsen. I stedet deltager han på et call fra sit hjemland.
Nyombi Morris fortæller om, hvordan han blev født ind i et familielandbrug, som ifølge ham blev ødelagt af internationale investeringer og firmaer, der har udryddet biodiversiteten.
– Mange virksomheder, ser Afrika som et godt sted at investere. Men de er ikke klar over, at det netop er deres investeringer, der underminerer de afrikanske lande, siger Nyombi Morris.
Han understregede, at investeringerne typisk har været hilst velkomne af de afrikanske regeringer, men at landene nu er efterladt med ødelæggelser og affald.
Spørger man professor Minik Rosing, er spørgsmålet om internationale investeringer dog ikke så enkelt.
– Investeringerne har ofte været med til at højne levestandarden, siger han.
Han tilføjer, at mens det er nemt at pege fingre af store konglomerater, der har ødelagt naturen, så er de også nogle af de eneste, der har kunnet rykke på den modsatte agenda – ofte bedre end hvad statsapparater har kunnet.
“Boede du på heden, blev du også udsat for statsligt overgreb”
Ifølge Minik Rosing handler det ikke om en, “vi kan alligevel ikke gøre noget ved det”-tankegang, men derimod om at bruge kræfterne de steder, hvor der er mulighed for handling.
– Jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne med at samle alle verdens katastrofer til 50 sekunders klip og sige: “Sådan ser verden ud i morgen”. For første tror jeg ikke, det er rigtigt, og for det andet tror jeg heller ikke, at det er nogen særlig fed inspirationskilde til at gøre noget ved sagen, siger han.
Igen bruger han hjemlandet Grønland som eksempel, når det handler om de sociale parametre:
– Det er nemt at sige, at det var forfærdeligt, den måde man behandlede mennesker i Grønland på. Men man skal huske, at det også var sådan man behandlede mennesker i Danmark. Det var sådan statsapparatet fungerede, siger Minik Rosing.
Han tilføjer, at danskere også fra den ene dag til den anden blev tvunget til at sende deres børn i skole.
– Hvis du boede ude på heden, har du også oplevet det som et statsligt overgreb, siger Minik Rosing.
Store drømme eller realisme
Festivalpladsen er fyldt med muligheder for affaldssortering, økologiske madboder og et område med hestelort og blomster, hvor unge mennesker taler om bier og biodiversitet.
I det store telt på Talk-scenen i Valbyparken er professor Minik Rosings budskab, at man ikke skal være så bange for, at træde forkert.
– Al erfaring viser, at hver gang vi prøver at gøre noget i den bedste sags tjeneste, så går det helt galt. Men det skal jo ikke afholde fra, at prøve at gøre noget igen, siger Minik Rosing.
Målet bør være en form for retfærdighed
Men hvordan kan man så sikre sig, at sociale parametre overholdes, når udviklingen til stor dels drives af interesser, der til syvende og sidst er økonomiske, spørger moderator Rasmus Boserup.
– Vi kan sagtens have som mål, at have en form for retfærdighed. Det tror jeg de fleste vil tilskrive sig. Men spørgsmålet er, om man er nødt til at vente på retfærdigheden, eller om man gør noget. Det rummer altid en risiko for at noget bliver uretfærdigt, svarer Minik Rosing.
Han tilføjer:
– Det er klart vi skal indbygge nogle systemer i omstillingen, der skal forsøge at sikre social retfærdighed. Men jeg tror, at hvis man sætter som mål først at skulle gennemføre social retfærdighed, inden vi gør noget, så tror jeg, at vi kommer til at vente længe på at se, der sker noget.
Da jeg senere fredag aften cykler hjem gennem Valbyparken i mit genbrugstøj, kan jeg lune mig ved, at vejret er blevet mere naturligt, køligt septembervejr. Den gnavende, handlingslammende orm er blevet efterladt et sted på bænken i Talk-teltet.
