Jeg har talt med forfatter Charlotte Weitze, for at høre hendes bud på hvad vi kan lære af skønlitteraturen, når det gælder arbejdet for mere bæredygtighed hos både virksomheder og i privaten.
Weitze er med romanen Rosarium (Gutkind, 2021) en af de få danske forfattere, der har taget teten, når det gælder at bevare vores glæde og sprog for naturen.
Hvis ikke der findes et sprog for planterne, kan vi ikke se dem. Når vi ikke kan skelne arter i floraens verden fra hinanden, er det os ligegyldigt, om det er lærkesporer eller anemoner, der skygger for skovbunden, mener hun.
Rosarium er en sagalignende slægtsroman om mennesket og skoven
Med vores sygnende floravokabular, forstår jeg faktisk godt, at vi drøner mod en historisk krise i biodiversiteten. Mange har opdaget den gale kurs, og vi ser da også alt fra skovfogeder til akademikere udgive faglitteratur om bæredygtighed.
Rosarium er en sagalignende slægtsroman om mennesket og skoven, der handler om at leve i, med og mod naturen. Romanen bruser af ord. Jeg må slå Gåseurt og Dorothealiljer op for at forstå den natur, Weitze maler.
Mange planter har flere gener end mennesker
Det er ikke et miljø, jeg kender. Det skræmmer mig, når jeg er vokset op 30 meter fra en skov. Bregner, rådyr, ugleopkast. Modsat faglitteraturen viser Weitze os, hvad naturen kan være – i tilfælde af at vi fejlagtigt tror, vi ved hvad den indebærer.
Hvad har du været mest overrasket over i din researchproces at opdage og lære?
– Der er mimosen, som er klogere end en fugl. Den spiller død og vissen, når fuglen rører den. Der er Wolfia Globosa, som ligner andemad, men hvis den får ilt, vand, næring og plads nok kan den på et par måneder formere sig til en samlet volumen på størrelse med jordens. Der er det, at planterne har alle de fem sanser, som vi også har, bare på lidt andre måder. Og så er der dét, at mange planter har flere gener end mennesker, siger Charlotte Weitze.
Vi skal handle både med frygt, glæde og forundring
Flere og flere virksomheder sætter streger under de grønne strategier og nikker og nikker, når snakken falder på bæredygtighed.
Bør vi lade ønsket om at stoppe klimaforandringerne være drevet af forundring over naturen frem for frygt for at tabet af den, vil true vores eksistens?
– Vi skal handle både med frygt, glæde og forundring. Og det kan vi godt, komplekse som vi er. Frygten er en drivkraft, som kan få os til at handle hurtigt, hvilket er nødvendigt. Men vi skal også drives af kærlig respekt for resten af jordens væsner.
Faktuel viden om naturen er vigtig, når det drejer sig om handling, og det er også ud fra faktuel viden at vi f.eks. bygger vindmøller. Men kærligheden og respekten kan give os den mentale omstilling, som kan skabe et gennemgribende nyt samfund, der hviler på bæredygtighed.
Det mennesket længes efter i denne tid er de langsigtede løsninger til gavn for klima og miljø
Har du et bud på hvordan virksomhedsejere kan vende den frygtdrevne motivation om til en klimabevidsthed drevet af glæde?
– Det giver altid stor glæde at handle i stedet for blot at ønske at handle. Man skal ikke tænke, at man først kan handle, når regeringen begynder at gøre noget økonomisk rentabelt. For det er især, alt det man gør for naturen af egen drift og glæde, og ikke nødvendigvis ud fra økonomisk gevinst, som har størst gennemslagskraft og vil inspirere andre til handling.
Hvordan kan virksomheder gøre det relevant for kunderne at blive bæredygtigt orienteret?
– Kunderne ved udmærket godt, at bæredygtighed er vejen frem, og at det ikke altid nås med den billigste og nemmeste løsning. Det mennesket længes efter i denne tid er de langsigtede løsninger til gavn for klima og miljø. Vi længes, som mennesker, efter at kunne se os selv i øjnene igen.
Vi skal igennem en meget stor omstilling, hvor vi til sidst kommer dertil, at vi kun tager det fra naturen, som vi kan give igen
Med bogen vil Charlotte Weitze ruske op i os mennesker, når det gælder vores forståelse af flora og fauna. Sådan at vi får lyst til at bevare den af kærlighed og ikke frygt for, hvad tabet af biodiversitet vil betyde for vores overlevelse.
Trækker jeg helt fejlagtigt en morale ned over romanen?
– Vi skal igennem en meget stor omstilling, hvor vi til sidst kommer dertil, at vi kun tager det fra naturen, som vi kan give igen. Det kræver en stor mental omstilling og noget af indgangen til den er nysgerrighed, indlevelse og faktuel viden. Men ud over det er Rosarium også bare en spændende historie om en menneskefamilies skæbne.
Hvad håber du, at Rosarium kan bidrage med?
– Et romanunivers kan sætte gang i samtaler, både med sig selv og med andre. Universet kan bruges som udgangspunkt for refleksioner om verdens indretning. Måske bliver vi lidt klogere på, hvem vi er, hvad naturen er og hvad vi kan blive til sammen.
Skoven er ikke kun et smukt og småromantisk sted. Den er også kold, beskidt og uhyggelig
Hvad ville være det bedste en læser kan gøre efter de lukker bogen?
– At gå en tur i skoven og opleve, at det aldrig bliver det samme igen, når man har mere viden om naturen og når man, over 420 sider, har forsøgt, at leve sig bare en lille bitte smule ind i, hvordan det er at være en plante.
Skønlitteratur kommunikerer ikke med løftede pegefingre sådan som faglitteraturen gør det.
– Den skal være præcis og fortælle om det bevislige, mens skønlitteraturens fabuleren – som Wietser forklarer det: fortæller om mennesket, som det er: Et komplekst væsen der ikke altid kender sig selv, og derfor ikke altid er helt klar over, hvad det gør.
De fiktive fortællinger bruge ordene. De kan give læseren sproget og altså bevidstheden om naturen tilbage. Og måske er det, at blive bevidst om naturen omkring en, det allervigtigste for at kunne bevare den.
Til slut spørger jeg Weitze om, hvor man som virksomhed passende kan drøfte sine kommende klimastrategier og målsætninger henne:
– Jeg ville tage på en tur til en af de få danske urskove vi har tilbage og hyre en dygtig naturguide, som kan fortælle om den. Så ville jeg tage på overnatning i det fri for både at opleve naturens skønhed, men også alt det ubekvemme ved den. Skoven er ikke kun et smukt og småromantisk sted. Den er også kold, beskidt og uhyggelig.
