nyheder

7 nedslag i IKEA’s sustainability strategi

Vi markerer IKEA’s 50 år i Danmark med 7 nedslag i bæredygtighedsstrategien.

Af - 15. marts
Ikea

13. marts i år har danskerne i 50 år kunnet mæske sig i kötbullar og tapetsere væggene med fyrretræsreoler fra Ikea. I 1969 åbnede nemlig det første Ikea-varehus i Ballerup. Det flyttede siden til Tåstrup, hvor det fortsat ligger i dag.

Ikeas vision er fortsat at skabe en bedre hverdag for mange mennesker ved at sælge møbler til lave priser – uden at gå på kompromis med kvaliteten. For dem som forbinder Ikea med brug-og-smid-væk møbler, harmonerer den vision ikke umiddelbart med bæredygtighed. Men ikke desto mindre har Ikea markeret sig kraftigt på bæredygtigheds-dagsordenen i de senere år.

Vi har samlet syv aktuelle nedslag i bæredygtighedsudmeldingerne fra den svenske møbel- (og mad-) gigant.

Bæredygtighed skal (endnu) højere på agendaen i Danmark
“I det kommende år vil vi også i højere grad sætte bæredygtighed på agendaen,” hedder det i Ikeas årsrapporten for 2017/2018.

Bæredygtighed er kædet sammen med vækst- og udviklingsambitioner.

“I regnskabsåret 2018/19 har vi et ambitiøst mål om fortsat at skabe vækst og udvikle forretningen. Her sætter vi særligt fokus på vores multichannel transformation, vores arbejde med bæredygtighed samt vores kommercielle fokus.”

“Bæredygtighed er en helt naturlig del af vores forretning. Og vi har i mange år arbejdet med en stærk bæredygtighedsstrategi. Den går på tværs af hele virksomheden – fra valg af materialer i produktionen til hvordan vi håndterer affald i varehusene. Vi vil gerne blive endnu bedre til at dele vores mange indsigter og erfaringer, når det kommer til at leve et mere bæredygtigt liv derhjemme,” hedder det endvidere.

Ny sustainability manager i Danmark
Et af de vigtige tiltag Ikea skal gøre sig på bæredygtighedsfronten i 2019 er at ansætte en ny sustainability manager. Den post står nemlig stadig ledig efter at Jonas Engberg, tidligere Sustainability Manager i Ikea Danmark, tiltrådte som chef for Partnerskaber og Innovation i hjælpeorganisationen CARE Danmark 1. december sidste år.

Jonas Engberg har arbejdet med bæredygtighed og partnerskaber i Ikea, hvor han var en meget synlig og engageret repræsentant for virksomhedens bæredygtige initiativer.

Affald gik fra indtægt til udgift i regnskabsåret 17/18
Ikea Danmark har, ifølge årsrapporten, en målsætning om dels at øge andelen af affald, som sorteres i rene, genanvendelige fraktioner, dels at reducere mængden af affald, som bliver genereret.

I regnskabsåret kom virksomheden i mål med at sortere 88,34 procent af den samlede mængde affald mod 86,86 procent året før.

Mængden af affald der genereres målt i forhold til salget blev reduceret med 0,7 procent.

“Der er til gengæld sket en kraftig reduktion af indtægterne for affaldsområdet, og det samlede finansielle resultat for året er således en omkostning på ca. 650.000 DKK,” skriver Ikea i årsrapporten. Det skal ses i forhold til, at Ikea Danmarks affaldshåndtering udgjorde en indtægt på knap 400.000 DKK i forrige regnskabsår.

“Det store fald skyldes helt overvejende at priserne på de genanvendelige materialer er faldet drastisk – primært som følge af Kinas indførelse af importrestriktioner af genanvendte materialer. Det har navnlig haft stor negativ økonomisk effekt på pap, plastik og metal, hvor der er sket prisfald på op til 100%. Så materialer, der før genererede indtægter, nu koster penge at komme af med,” skriver Ikea i årsrapporten, hvor man også udtrykker forventning om, at markedet retter sig.

Ikeas vil være klima-positiv i 2030
Ikeas 2030-plan ‘People and Planet Positive‘ er en opdateret version af Ikeas bæredygtighedsstrategi i tråd med Verdensmålene. Den blev lanceret i juni 2018.

Strategien har blandt andet som mål, at Ikea skal være klima-positiv i 2030, og at Ikea skal transformeres til at have en cirkulær forretningsmodel.

Målsætningen om at blive klimapositiv gælder ikke kun Ikea selv, men også mere end 1.000 af virksomhedens leverandører, hvis fabrikker skal konverteres til at køre på 100 procent vedvarende energi. Ikea vil desuden “adressere” den nødvendige innovation, det kræver at sikre at alle produkter, Ikea sælger, er designet og produceret med henblik på at blive intet mindre end “repurposed, repaired, reused, resold and recycled, and provide circular services supporting these flows”, som det blev meldt ud på COP24.

I den seneste årsrapport fremgår det, at det overordnede mål er at skabe en cirkulær forretningsmodel.

“Vores ambition er at blive people og planet positive i 2030 samtidig med, at Ikea vokser som forretning, sagde Ikea Groups chief executive Torbjörn Lööf i forbindelse med lanceringen, ifølge Edie.net, og tilføjede: “Gennem vores størrelse og rækkevidde har vi muligheden for at inspirere og at hjælpe mere end en milliard mennesker til at leve bedre liv inden for planetens grænser.”

Bestyrelsen i Danmark skal udvides med mindst en kvinde i 2020
I 2018 var kønsfordeling blandt ledere i Ikea Danmark 51,5 procent kvinder og 48,5 procent mænd. Også kønsfordelingen blandt de ansatte var i kvindernes favør med 50,1 procent. Men som Ikea nøgternt skriver det i sin årsrapport for 2018 var kønsfordeling blandt bestyrelsen: Kvinder 0 procent – Mænd 100 procent.

Forklaringen i årsrapporten lyder, at bestyrelsen i Danmark blot består af tre medlemmer, som alle tre i regnskabsåret 2017/18 har været mænd. “Bestyrelsen for IKEA Danmark er valgt på baggrund af deres funktion i Ingka Group. Vores mål er, at vi vil udvide bestyrelsen og derigennem sikre mindst en kvinde i bestyrelsen i 2020,” hedder det i årsrapporten.

IKEA indtog COP’en
På COP 24 i Katowice i december lancerede Ikea resultaterne af en undersøgelse blandt 14.000 mennesker. Den viste, at 90 procent er villige til at ændre deres personlige adfærd for at afhjælpe klimaforandringer.

Undersøgelsen “Climate Action Starts at Home”giver anvisninger til, hvilke klimahandlinger man kan lave i hjemmet og giver desuden alt fra virksomheder, beslutningstagere og medier en idé om, hvordan de effektivt kommunikerer om klimaforandringer til den brede befolkning.

Brandet der har lagt navn til et hack
Prøv at google IKEA hack og du bliver hvirvlet ind i en sand overflod af ideer til, hvordan alt fra IKEA’s køkkener til legetøjsbarnevogne kan “spiffes op” og få et nyt liv. Selvom genanvendelsen af Ikea-produkter eller anvendelsen af dem på nye måder ikke decideret udspringer af bæredygtighed, betyder det formentlig, at nogle møbler, fordi de er nemme at skille ad og arbejde med, får et længere liv.

Tags: