Den tidligere EU-kommissær for klima og mangeårige klimaforkæmper Connie Hedegaard er udnævnt som formand for EU’s forskningsmission om klimatilpasning. Det skriver Europa-Komissionen i en pressemeddelelse. Connie Hedegaard er desuden bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito og for miljøfonden KR Foundation, som Villum Fonden står bag.
I EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, bliver der sat ekstra fokus på globale udfordringer i form af fem ambitiøse forsknings- og innovationsmissioner.
Missionerne, som er et nyt virkemiddel i Horizon-programmet, skal tackle globale samfundsudfordringer, der har direkte indflydelse på de europæiske borgeres hverdag. Det gælder kræft, klima, både når det gælder klimatilpasning og målet om klimaneutralitet, sunde hav samt sund jord og mad.
Connie Hedegaard skal stå i spidsen for EU’s mission med det mundrette navn ‘Adaptation to Climate Change including Societal Transformation’. I arbejdet med at udvælge forsknings- og innovationsprojekter bliver et klart fokus afgørende for at nå i mål med missionen, skriver Connie Hedegaard i et mailsvar:
– Det væsentlige er at prioritere NOGET og ikke bare smøre smørret demokratisk tyndt ud over alt og alting. Meningen med initiativet er også at vise europæerne, at der er added value i, at vi i EU i højere grad puljer kræfterne og derved når frem til resultater, gennembrud og nye løsninger end vi ellers vil kunne.
– Vores første opgave bliver at skabe et fokus og benhårdt foretage nogle fravalg. I det vi så vælger at fokusere på, skal den sociale dimension tænkes med ind, skriver Connie Hedegaard endvidere og fremhæver, at hun selv mener, det bliver vigtigt at fokusere på “noget, der også fremmer adfærdsændringer”.
– Hele den gigantiske omstilling som vi skal igennem som samfund kan ikke skabes gennem politik alene. Derfor er det en selvstændig pointe at have fokus på løsninger, der fremmer borgernes medspil i hele denne proces.
Mission Boards skal samle indsatsen
De fem Mission Boards’ første opgave bliver at identificere en eller flere specifikke missioner for hvert af missionsområderne. EU’s kommissær for forskning, videnskab og innovation, Carlos Moedas, har udpeget i alt 75 medlemmer af de fem “Mission Boards”.
I forbindelse med lanceringen af de fem Mission Boards har forskningskommissær Carlos Moedas udtalt, at:
“Min drøm med vores missioner er, at vi ved at samle indsatsen og skabe et stærkt skub over hele videnskabs- og innovationslandskabet, vil løse nogle af de største problemer, der påvirker vores borgeres trivsel. Det er en ambitiøs, men realistisk drøm, og med de rigtige mennesker på vores ‘Mission Boards’, vil vi være meget tættere på at lykkes”.
De fem Mission Boards består af uafhængige eksperter på højt niveau, som vil hjælpe med at forme missionerne, heriblandt de specifikke mål og tidslinjer i hver enkel mission.
Missionerne skal øge effektiviteten af EU-finansieret forskning og innovation ved at have ambitiøse, målbare og tidsbundne mål omkring spørgsmål, der påvirker borgernes daglige liv, skriver Europa-Kommissionen.
Connie Hedegaard har i flere sammenhænge udtalt, at Europa bør gå forrest i klimakampen.
– EU er jo i front, når det gælder at opstille mål og i vid udstrækning også når det gælder omstillingen af for eksempel energisystemer. Men der er brug for at speede innovationsprocessen op, og der ligger der et stort potentiale i, hvis vi i EU kan finde ud af at samarbejde mere på tværs af nationale grænser og på tværs af hhv. den offentlige sektor og det private erhvervsliv, skriver Connie Hedegaard og tilføjer:
– En mainstreaming af klima ind i hele EU’s budget – og altså også af forskningsdelen af budgettet – rummer et enormt potentiale for EU også i forhold til at skabe nye industrielle styrkepositioner og dermed arbejdspladser.
Forskningsdekan skal rådgive EU om klimaneutrale byer
Connie Hedegaard er ikke den eneste dansker, der bliver at finde i ét af EU’s Mission Boards. Forskningsdekan på DTU, Katrine Krogh Andersen er blevet optaget som medlem af et andet Mission Board for Climate Neutral and Smart Cities.
– Mennesker, der bor i byer, udgør en stadig større andel af verdens befolkning. Det er en udfordring, der betyder, at byer spiller en endog meget vigtig rolle i klimaomstillingen,” siger Katrine Krogh Andersen.
Baggrunden for et Mission Board for klimaneutrale og smarte byer er især behovet for at gøre luften i byerne ren, og ambitionen er, at klimaneutrale og smarte byer i højere grad vil udnytte deres potentiale for produktion af vedvarende energi og energibesparelser, skriver DTU i en pressemeddelelse.
– Der er mange muligheder i smarte anvendelser af nye teknologier og digitalisering, og der tror jeg at EU – og europæisk forskning – kan komme til at vise vejen mod en mere bæredygtig fremtid. Politiske visioner for et samfund, der er modstandsdygtig over for klimaforandringer skaber rammerne for at forskere, den private sektor og den offentlige administration kan udvikle og implementere de nødvendige redskaber, som kan gribe de monumentale transformationer, der er nødvendige, siger Katrine Krogh Andersen, der glæder sig meget til at samarbejde med eksperter fra en række forskellige områder om at udforme missionerne.
Opgaven for Katrine Krogh Andersen og de 14 andre medlemmer af dette Mission Board bliver blandt andet at rådgive Europa-Kommissionen om, hvordan missionerne skal identificeres og implementeres i Horizon Europe-programmet.
I sammensætningen af de fem Mission Boards har Europa-Kommissionen efterspurgt eksperter fra flere forskellige områder, der kan bringe “strategiske evner og ekspertise” i spil.
De 5 EU-missioner har fået følgende overskrifter; Adaption to Climate Change including Societal Transformation, som Connie Hedegaard er formand for, Cancer, Healthy Oceans, Seas, Coastal and Inland Waters, Climate-Neutral and Smart Cities, hvis Mission Board forskningsdekan Katrine Krogh Andersen er medlem af, og Soil Health and Food.
Forsiden lige nu:

SEGES-topchef vil levere viden om bæredygtighed med både armslængde og armkrog
Uafhængighed, et stærkt fagligt miljø, en god virksomhedskultur og muligheden for at levere viden, der kan understøtte landbrugets grønne omstilling var afgørende for, at Tom Heron takkede ja til topposten i SEGES Innovation.

Grundfos vinder pris for net zero plan
Grundfos modtager klimapåvirkningspris for deres arbejde med at reducere CO2-udledningen til dette års Sustainability Awards.

Blå proteiner kan rense indre farvande og levere mere bæredygtig mad
Der er særdeles gunstige betingelser for at dyrke tang og muslinger i de danske fjorde, fremhæver professor Jens Kjerulf Petersen, DTU Aqua. Muslingeproduktionen har potentiale til 20-30 gange den nuværende størrelse.
Seneste artikler:

Henrik Frandsen overtager ordførerskab for klima-, energi og forsyning
Moderaterne udvider klimaområdet med et nyt klimaordførerskab med fokus på global klimapolitik.

Fond ansætter ny frontfigur til at lede investeringer i fremtidens fødevarer
Danmarks Eksport- og Investeringsfond ansætter ny direktør til at lede fondens arbejde med udvikling af klima- og miljørigtige fødevarer.

Virksomheder i fødevarebranchen har nu udsigt til 58 mio. kr. i tilskud til plantebaseret fødevareproduktion
Fra den 31. maj har Fonden for Plantebaserede Fødevarer sat 58. mio. kr. på højkant til virksomheder, der arbejder med plantebaserede fødevarer.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
