Kommentar af Mette Dalsgaard, markedsdirektør COWI
Udfordringerne på klimaområdet er mange, og de skal løses – jo før, des bedre. Så langt er stort set alle i dag enige. Mellem lande, sektorer og virksomheder foregår et kapløb uden lige om at komme først med løsningerne.
Ruslands invasion i Ukraine har kun sat yderligere fart i det kapløb, hvor det til gengæld er forsyningssikkerheden, der driver den forøgede indsats, mens klimaeffekten bliver den positive sidegevinst. Den, der kommer først, høster store gevinster både økonomiske og politiske.
Helt centralt i dette kapløb står de store investeringer i ny teknologi og forbedret infrastruktur. Alene fordi der er tale om gigantiske investeringer, er det afgørende, at vi træffer beslutningerne om hvor, hvordan og hvor mange penge, der skal bruges, på et bredt fagligt funderet grundlag.
Skal vi beholde naturgasnettet? Skal vi etablere et brintnet i dele af Danmark? Hvor meget og hvor skal vi udbygge fjernvarmenettet? Og hvordan får vi placeret vind og sol, så de kan kobles på elnettet uden store ekstraomkostninger? Og så vi beskytter naturen og kulturlandskabet til glæde for vores nation?
Fremtidens udfordringer rummer efterhånden så mange dimensioner, at enkeltstående fagfelter vil fejle i forsøget på at udvikle en samlet løsning. Det er bydende nødvendigt at etablere effektivt samarbejde på tværs af specialer, så vi som samfund ikke bevæger os ud ad en suboptimal vej.
Begejstret diskussion om detaljerne
For at kunne inddrage andre fagligheder end vores egne er det et grundvilkår, at vi ved, hvad hinanden kan og er nysgerrige på andres fagligheder. Så lad mig her dele af nogle af mine egne observationer i arbejdet med både ingeniører og økonomer.
Det danske mål er at blive CO2-neutral frem mod 2045. Myndigheder og NGO’er producerer løbende opgørelser, som viser, hvor langt vi er fra at nå målsætningen opdelt på de største sektorer.
Både ingeniører og økonomer glædes over de konkrete reduktionsmål, men de fokuserer, helt naturligt, på forskellige aspekter, når det handler om vejen dertil. Ingeniørerne brænder for den tekniske løsning og har fokus på det tekniske design. De griber typisk fat i paletten af tekniske redskaber og graver sig langt ned i stoffet, som de begejstret diskuterer indbyrdes.
Bagsiden af medaljen er, at de let risikerer helt at se bort fra makroøkonomiske tendenser: Inflation, økonomisk vækst og de finansielle markeder, som har betydning for hele samfundet. Vigtigst af alt risikerer de at overse de mange forudsætninger, som skal være på plads for, at investeringen på én og samme tid er effektiv (investeringen fører til det ønskede resultat; f.eks. er der styr på de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesudgifter) og efficient (investeringen er den i sammenligning med andre investeringer billigste måde, hvorpå det ønskede resultat nås).
De tekniske løsninger skal være til stede
Ingeniører har derfor brug for økonomer. På den samme måde har økonomer også brug for den ingeniørfaglige viden for at kunne komme i mål med den grønne omstilling. Stilles en økonom en udfordring, er der en tendens til at hive fat i de støvede økonomibøger for at finde en teori eller en formel, som kan anvendes til at forklare en årsagssammenhæng.
I al ære og respekt for min egen faglighed, så drages økonomer af at tænke på priseffekter og udbud/efterspørgsel og ikke så meget i de tekniske løsninger, udfordringer og begrænsninger ved implementering af nye løsninger, som naturligt optager ingeniørerne. Vi glemmer, at teknologierne skal udvikles, eller at der kan være fysiske begrænsninger.
I stedet tror vi på, at hvis bare efterspørgslen er der, så sker udviklingen helt af sig selv. Derfor er det særligt vigtigt, når man skal eksempelvis skal understøtte en grøn omstilling eller foreslå løsninger på klimakrisen, at økonomens blik for omkostninger og samfundsmæssige forhold bliver nøje afstemt med ingeniørens forståelse af, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre teknisk.
Et klassisk eksempel på vigtigheden af samspillet mellem økonomi og teknik er ved implementeringen af nye afgifter. I 2016 anbefalede økonomerne en afgift på udledningerne fra brændeovne, der skulle afhænge af brugen af brændeovnen.
Sæt flere fagligheder i spil
Set fra et samfundsøkonomiske perspektiv, er det en rigtig god ide, da der er store sundhedsmæssige konsekvenser af brugen af brændeovne. Men en sådan afgift kræver en teknisk løsning, hvor temperaturen i skorstenen måles løbende. Før afgiften kan indføres, skal den tekniske løsning fungere så godt, at man kan opkræve afgiften på den baggrund.
Afgiften blev ikke til noget dengang – måske fordi ingeniører ikke var direkte involveret og de tekniske udfordringer derfor ikke blev løst. Nogen vil helt sikkert sige, at det heller ikke er økonomers ansvar – men det bør jo gøres, for at man kommer fra ide til virkelighed. Hvis vi skal lykkes, så kræver det, at vi hele bordet rundt erkender præmissen, at 1+1=3.
Som matematikøkonom har jeg i lang tid ikke kunne forstå dette begreb, da formlen i sig selv ikke giver nogen mening. Men i mit tværfaglige arbejde med ingeniører har jeg indset, at vi får langt større værdi i at bringe flere fagligheder i spil, når vi har en kompleks udfordring foran os.
Hvordan gør vi så det? Vi skal være nysgerrige, samarbejdsvillige og inddragende, så vi sammen kan minimere de fremtidige usikkerheder og undgå at lave fatale fejl. Vi skal starte videndeling allerede i projekternes indledende faser. Det er altafgørende, at løsningsforslag integrerer både det økonomiske og det tekniske, så vi ikke forsinker den grønne omstilling med yderligere benspænd.
Lykkes vi med at få samarbejdet i stand, bliver det tydeligt for alle, at 1+1=3. Det er denne meningsløse matematik, som betyder, at vi sammen – ingeniører og økonomer og også en række andre faggrupper – kan bidrage til, at udfordringerne på klimaområdet bliver løst på en måde, der gavner samfundet mest muligt.
