debat

Husker vi os selv til COP26?

Bestyrelsesmedlemmer i Sustainable Change Makers opfordrer til at gribe i egen barm, mens vi venter på de forkromede løsninger.

Af - 8. november 2021

Foto: Nastco/iStock

Få Sustain Reports nyhedsbrev
Tilmeld dig gratis

Der er gang i den i Glasgow til COP26, og vi er mange klimaentusiaster, der krydser både arm og ben for, at der kommer ambitiøse og blivende aftaler på bordet.

Men hvad, hvis der ikke gør? Og selv hvis der gør – husker vi så at spille vores egen rolle?

COP-møderne er altid en kærkommen lejlighed til at kigge på verdens ledere og sige: “Det er for uambitiøst! Vi når aldrig i mål, hvis ikke I gør, hvad der skal til!” En berettiget kritik, der dog kan klinge en smule hult, hvis ikke vi vender det kritiske blik indad.

For hvordan skal vi kunne forvente, at andre træffer de svære valg og går forrest og klipper og hugger i tæer og hæle, hvis vi ikke selv vil gøre noget? Forandring kræver, at nogle – gerne mange – gør noget anderledes. Ellers er det stagnering.

Klimaforandringerne kræver politiske aftaler, globale bevægelser og systemiske forandringer, som i det store og hele er uden for vores indflydelse. Men de kræver også, at vi spiser mindre kød og skipper vores næste flyrejse.

Hvem skal gøre noget?

Indien er verdens tredjestørste udleder af CO2-gasser. Derfor er det da også skuffende, at deres udmelding til COP26 ikke er mere ambitiøs end, at de først går efter klimaneutralitet i 2070.

Til gengæld udleder hver inder i gennemsnit under to tons CO2 om året, hvilket faktisk er det, vi alle burde gøre for at overholde Paris-aftalen.

Læs også: Dette skal vi holde øje med til COP26, ifølge Connie Hedegaard

Til sammenligning udleder vi danskere hver især omkring 17 tons CO2 om året ifølge den grønne tænketank Concito. Det er langt over et sundt niveau, og konsekvenserne er til at tage at føle på allerede nu: Hyppigere storme og hedebølger, voldsomt regnvejr og generelt mere ekstremt vejr, der påvirker både mennesker, dyr og planter negativt.

Og så er det, vi står tilbage med spørgsmålet: Hvem skal gøre noget?

Indien kan undskylde sig med, at de udleder relativt lidt i forhold til, hvor mange mennesker de er. Men de kan bestemt også anklages for at udlede relativt meget i forhold til verdens andre lande (pånær USA og Kina).

I Danmark kan vi undskylde os med, at vi har en relativt stor og grøn påvirkning på verden i forhold til, hvor lille et land vi er. Til gengæld kan vi anklages for, at vi har en livsstil, som ville være altødelæggende for klimaet, hvis andre kopierede den.

Så ja tak, til politiske aftaler og globale ambitioner. Men mens vi venter, kan vi også jo godt begynde at skabe forandring herfra, hvor vi står.

To af verdens tre mest effektive løsninger kan implementeres nu

FN understreger på deres hjemmeside for verdensmålene, at vi i dag har den fornødne viden, teknologi samt ressourcerne til at indfri dem. Vi behøver altså ikke det teknologifiks, som afholder regeringer verden over fra at handle nu. Vi kan egentlig bare gå i gang.

Det store internationale forskningsprojekt, Project Drawdown, der ranglister de mest klimaeffektive globale løsninger, peger på 101 tilgængelige løsninger. Hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under to grader, er forskerne nået frem til, at de tre mest effektive løsninger – i prioriteret rækkefølge – er: Mindre madspil, uddannelser af piger og plantebaseret kost.

Vi kan allerede nu (lige nu!) smide mindre mad ud og spise flere planter. Hvis alle gjorde det, ville det have en kolossal og meget positiv effekt på klimaforandringerne.

Det kan man dog sige om mange ting: Hvis alle gjorde det, ville verden kunne forandres med et knips.

Men altså: Flere planter i kosten og mindre mad i skraldespanden. Det er da en forandring, der er relativt nem at implementere. Den koster ikke noget, den kræver ingen særlige kompetencer, og den kræver ingen ny teknologi.

Læs også: Ambitiøse COP26-løfter – eller gigantisk fiasko?

Selvfølgelig skal vi håbe på ambitiøse aftaler fra COP26, der udfaser kulkraft, tilgodeser ligestilling og uddannelse, begrænser udryddelsen af skovarealer, fremmer diversitet, sundhed og trivsel og tager hånd om klimaforandringerne.

Det er store udfordringer, vi står over for, og intet menneske kan for alvor rykke ved dem alene.

Men nogle gange må man vælge både og, og vi bør også gribe i egen barm. Enhver forandring starter med, at nogen gør noget anderledes.

Så hvorfor ikke os?

Tags: