Indlægget er skrevet af Annette Andersen, COWI A/S, Gunde Odgaard, BAT-kartellet, Henrik L. Bang, Bygherreforeningen, Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Kirsten Nielsen, Konstruktørforeningen, Lars Lautrup, Akademisk Arkitektforening, Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder, Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen og Troels Hartung, Tekniq Arbejdsgiverne
Det styrkede Klimaråd udgav for nylig sin statusrapport over Danmarks klimaindsats for 2021. Det skete helt rutinemæssigt i henhold til klimaloven. Rapportens altdominerende fokus er vurderingen af, om det er muligt at indfri 70%-målet i 2030.
Og her er det direkte påfaldende, hvor lidt byggeriet fylder i vurderingen, når det tages i betragtning, at energiforbruget i bygninger udgør næsten 40 % af det samlede energiforbrug i Danmark og at effektivisering af energiforbruget i bygninger ifølge Energistyrelsen spiller en afgørende rolle for, at vi kan blive uafhængige af fossile brændsler i 2050.
Der kommer lige om lidt skærpede krav til vores evne til at energieffektivisere
Ser vi på problemstillingen i et europæisk perspektiv, er energioptimering af bygningsmassen en topprioritet for klimaindsatsen. EU-Kommissionen lancerede således ”Renovation wave”-strategien i efteråret 2020, der skal fordoble renoveringsraten af eksisterende bygninger i EU frem mod 2030. Alt tyder på, at EU kommer til at hæve sit reduktionsmål fra 40 til 55% for 2030, så der kommer lige om lidt skærpede krav til vores evne til at energieffektivisere.
Klimarådet har tidligere beregnet, at en reduktion af eksisterende bygningers energiforbrug er blandt de billigste CO2-redutioner, og når byggeriet ikke behandles eksplicit i vurderingen, skyldes det ifølge rådet et manglende vidensgrundlag.
Regeringen har endnu ikke taget stilling til de mange forslag til klimatiltag fra klimapartnerskabet for byggeri og anlæg, som særligt er rettet mod den eksisterende bygningsmasse, og rådet har heller ikke kunnet vurdere effekten af kommende krav til byggematerialernes klimaaftryk, som Regeringens i udkast til strategi for bæredygtigt byggeri har foreslået udsat til 2027 – altså tæt på 2030.
Vi kan reducere vores CO2-udledninger markant, hvis vi frem mod 2030 vælger renovering frem for nedrivning og nybyggeri
Her vil Klimarådet og Regeringen fremover bl.a. kunne hente viden i en analyse, som Rambøll udarbejdede i efteråret 2020. Analysen understøtter klimapartnerskabets anbefalinger og viser for første gang i dansk kontekst, at vi kan reducere vores CO2-udledninger markant, hvis vi frem mod 2030 vælger renovering frem for nedrivning og nybyggeri især på grund af mindre materialeforbrug.
En anden forklaring på det manglende bygningsfokus i rapporten er tidsperspektivet. Ved at Klimarådet er pålagt at fokusere på 2030-målet, berøres målet om klimaneutralitet i 2050 kun i mindre grad. Dette forringer betingelserne for at træffe optimale politiske beslutninger om den grønne omstilling af bygningsmassen i kølvandet på denne og fremtidige rapporter fra Klimarådet.
For mens det frem mod 2030 kan være svært at få øje på mange kortsigtede effekter ved bygningsoptimering – bortset fra ved udskiftning til fra energibesparende installationer – er effekterne af at satse på byggeri typisk langsigtede, og bygningsperspektivet giver helt anderledes mening, når man ser frem mod 2050.
Det manglende bygningsfokus på de langsigtede effekter i klimavurderingerne indebærer en stor risiko
Byggeriet er ikke gearet til hurtige gevinster, fordi tiltag indenfor byggeri er investeringstunge og afskrivningen lang. Effekten er til gengæld langvarig, fordi energieffektivisering af bygningers klimaskærm i mange tilfælde giver energi- og klimamæssigt afkast i 80-100 år.
Det manglende bygningsfokus på de langsigtede effekter i klimavurderingerne indebærer en stor risiko for, at en velbegrundet satsning på energieffektivisering af bygningsmassen får langt mindre opmærksomhed, end det burde, fordi det politiske fokus vil have tendens til at koncentrere sig om 2030-målet, som er indenfor rækkevidde. Det kan koste det danske samfund dyrt i forhold til den samlede pris for den grønne omstilling. For sagen er, at bygninger er overordentligt vigtige komponenter i en omkostningseffektiv omstilling af samfundet.
Alt i alt bør det rejse spørgsmålet, om fremtidige statusrapporter fra Klimarådet ikke bør have et langt mere balanceret blik på, hvad forskellige sektorer kan levere på hhv. 2030 og 2050-sigte. Hvis ikke, så er der overhængende fare for, at den politiske proces – i iveren for at nå de kortsigtede mål – overser de tiltag, som er optimale for den længere omstillingsrejse, som kun bliver sværere efter 2030.
