uncategorized

Rekordlave støttesatser til vedvarende energi frigør midler til klimaindsatser

Af - 3. oktober

Teknologien til solceller og landvindmøller er nu så veludviklet, at vedvarende energi kan opføres meget billigt. Det forventes, at man nærmer sig en situation, hvor der kan opføres nye solcelleparker og landvindmøller helt uden støtte. Derfor kan der frigøres midler til finansiering af andre områder af den grønne omstilling.

Der vil over de næste år blive opført både solcelleparker og landvindmøller helt uden statsstøtte. Sidste års såkaldte teknologineutrale udbud, hvor solceller, landvind og kystnær havvind konkurrerede om støtte, viste rekordlave støttesatser. Det betyder, at der er brug for langt færre penge til at støtte udbygningen af vedvarende energi end tidligere forventet. Det giver mulighed for at flytte pengene til andre dele af den grønne omstilling.

”Vi skal bruge pengene klogt og der, hvor der er størst behov. Udbygningen af solceller og landvindmøller kan i dag ske med meget lidt støtte og forhåbentlig snart helt uden støtte. Derfor giver det god mening at flytte nogle af de penge, der var sat af til støtte, hen, hvor de virkelig kan gøre en forskel”, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Klimaministeren har derfor besluttet at flytte 339 mio. kr. fra støtte til vedvarende energi til andre dele af den grønne omstilling. Pengene vil indgå i finansieringen af klimahandlingsplanen, der skal fastlægge de konkrete redskaber til at nå målsætningen om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030. Den nærmere anvendelse af pengene fastlægges i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen.

”Vi skal investere massivt i den grønne omstilling. Der skal både handling og penge bag målsætningerne. Vi er i fuld gang med forhandlingerne om en bindende klimalov, der skal opstille de juridiske rammer for den grønne omstilling. Men vi er så sandelig også i fuld gang med at finde finansieringen til den grønne omstilling. Derfor afsætter vi nu de første 339 mio. kr. til klimahandlingsplanen”, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

I 2018 genererede støtteordningen på 254 mio. kr. opførsel af omkring 5 gange mere vedvarende energi fra solceller og landvindmøller end oprindeligt forventet.

Tags: